Kære læser
Nu nærmer ferien sig for de fleste, og tankerne kredser om oplevelser, samvær og tid; masser af tid. Men feriemånederne er ikke blot tid til nydelse og afslapning for alle. Nogle oplever, at familien drager på langfart, mens de selv af helbredsmæssige eller økonomiske grunde er bundet til hjemmet. En del gamle mennesker tilbringer i forvejen alt for meget tid alene, og ferieperioden betyder, at bl.a. aktivitetstilbud, kurser og klubber holder lukket – og kendt plejepersonale erstattes af vikarer.
Hvor svær sommeren kan opleves af voksne, der kæmper med alvorlig ensomhed, beskrives i nedenstående citat fra en af vores forskningsrapporter, Ensom midt i livet, som vi udarbejdede for Mary Fonden.
“Sommer er jo enhver ensoms mareridt, for alle er udenfor med deres venner. Lugten af grill og børnestemmer – og så sidder man der. I Netto ser man alle de andre købe ind til grillfest, og så står man der med 1 liter sødmælk i den ene hånd og et reb i den anden. Det er sat på spidsen, men det er sådan, det føles. Og man tænker, ”kan det ikke bare blive mørkt derude igen?” Så man kan krybe i skjul, og alle andre også er tvunget til at sidde indenfor og kigge på kassen.”
Med en opfordring til at vi er noget for hinanden, både ude og hjemme, vil jeg ønske jer alle den bedst mulige sommer. Vi holder kontoret lukket hele juli måned.
Bedste hilsner fra

Christine E. Swane, kultursociolog, ph.d.
Direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn
Jeg kunne mærke NÆSTEKÆRLIGHEDEN
Evy er 77 år og sjældent på ferie. Derhjemme sidder hun i kørestol, og derfor afslog hun først tilbuddet om en højskoleferie på Seniorhøjskolen Rude Strand ved Odder. Men hun kom afsted, og med lidt hjælp fik hun taget nogle skridt på stranden. Hun kalder højskoleferien, som fonden arrangerer i samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer, for et mirakel, hvor hun pludselig følte sig i live igen.
Hør hende selv fortælle om højskoleferien (6:13 min.)

MERE fællesskab omkring de skrå brædder
Samarbejdet mellem Teaterfestivalen CPH Stage og fonden betød i juni i år, at 238 sæder blev indtaget af ældre mennesker, der ellers ville have svært ved at komme i teatret. Her er en reaktion fra værestedet Drys Ind:
“Allerførst TUSIND TAK for en fantastisk teateraften. Vi var så heldige at få billetter til Diktatoren på Nørrebro Teater, hvor personalet var hjælpsomme ud over alle grænser, da vi kom med både gangbesværede, rollatorer og diverse specielle hensyn.
Vejret tillod, at vi bagefter kunne drikke kaffe udenfor, og det affødte mange og gode samtaler, så vi i næste måned ser Chaplins originale film sammen. Det bedste ved teatergaven er, at vi kommer ud af huset, for ude i byen er man selv nødt til at strenge sig an og ikke mindst hjælpe de andre, man er sammen med. Det styrker fællesskabet og relationer på tværs af de grupper, der uundgåeligt er på værestedet.”

Til EN pause i skyggen
Hvis du endnu ikke har nået at læse Christine E. Swanes artikel i det nyeste nummer af Tidsskriftet Gerontologi, er her et bud på lidt sommerlæsning om Den gode og den onde ensomhed.