Nyhedsbrev april 2019

Kære læser

I fonden har vi et særligt fokus på at støtte projekter, der tilgodeser ældre migranter. En ny rapport fra WHO Europe, Health of older refugees and migrants, sammenfatter viden fra de europæiske lande om netop disse ældre. Rapporten er skrevet af Maria Kristiansen, der er lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet – og som holder foredrag 9. maj på vores konference Atypiske ældreliv – overset forskellighed i et seminar om Ældre i Grønland og ældre migranter i Danmark.

Ældre migranter er en yderst sammensat gruppe. De er kommet hertil fra forskellige lande og ydermere med forskellig økonomisk, social, religiøs og sproglig baggrund. Nogle er kommet hertil for længe siden og er blevet gamle i Danmark, andre er først kommet sent i livet.

Rapporten viser, at der blandt migranter er lavere trivsel og dårligere mentalt helbred – hvilket ses i en øget forekomst af depression, angst og ensomhed. Disse tilstande forværres ofte over tid – dog med store variationer mellem lande og migrantgrupper. Værst står det til for ældre flygtninge, der ofte er præget af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). De lever med en langtidsvirkning af traumatiske erfaringer og udsathed – fra før de flygtede, under flugten og efter at være kommet til modtagerlandet.

Migration beskrives i rapporten som en faktor, der tilføjer et ekstra lag af kompleksitet i forhold til aldring. Kombinationen af det at være migrant og at være gammel skaber potentielt sårbarhed og udfordringer. Det betyder, at der er behov for, at tiltag tager højde for denne enorme forskellighed med, hvad der benævnes, en diversitetssensitiv politik og praksis i social-, sundheds- og plejesektorerne.

Det understreges samtidig, at det er vigtigt at anerkende ældre flygtninge og migranters handlekraft; at de udgør en værdifuld ressource. Vi viser nedenfor et udsnit af de projekter, fonden støtter. Her ses med stor tydelighed både ældre migranters særlige sårbarhed og deres styrke, hvis nogen da skulle være i tvivl.

Mange hilsener,

Christine E. Swane, kultursociolog, ph.d. 
Direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn

Opskriften på MERE ‘Appetit på livet’

Det netop offentliggjorte idéhæfte ’Appetit på livet’ er en inspiration til, hvordan ældre migranter og flygtninge kan inddrages og bidrage til fællesskaber, der tager sit udspring fra komfurets blus. Det er Vi-Senior, en sammenslutning af vietnamesere på 60+ år, der har stået for at producere hæftet. Fonden har støttet Vi-Seniors formidling af deres engagement i hinanden og samfundet – ligesom vi støttede deres første højskoleophold, som fik stor betydning for de ældre vietnameseres sammenhold og møde med ældre danskere.

I hæftet kan du bl.a. læse flere flygtningehistorier. Her er et enkelt uddrag:
“Forud for dette havde der været en farlig rejse på det åbne hav, hvor vi ikke vidste, om vi ville overleve. Vi var så fyldt af angst, bekymring og udmattelse, at vi slet ikke tænkte på mad. Vi flygtede i en båd med 366 mennesker. Efter to-tre dage nærmede vi os Malaysia, hvor vi stødte på et piratskib, der plyndrede os for alt. Men heldigvis skete der ikke yderligere, for piraterne fik øje på to andre både og havde travlt med at komme videre til de næste. Vi havde sandsynligvis undgået voldtægt og drab. Selv efter 10-11 år havde jeg stadig traumer over dette. Da vi kom til Malaysia, blev vi modtaget af Røde Kors. Vi boede der i tre-fire måneder. En dag kom en dansk delegation og behandlede vores sag. Det var vores første møde med danske repræsentanter. De fortalte os om Danmark; at det var et lille land med så og så mange indbyggere, hvor mange lyse timer der var om sommeren og vinteren osv. Det lød spændende og anderledes, syntes vi. Vi kom til Danmark i september 1979. Det var en mørk og regnfuld tid. Der var få biler, ikke mange mennesker at se, og gadelamperne var dæmpede. Vi følte os meget triste, fordi det var helt anderledes end det pulserende liv i Saigon, som vi var vant til. Vi blev indlogeret på en nedlagt gård i Bullerup, som er en forstad til Odense, og fik derefter en lejlighed i Vollsmose. Vi var meget taknemlige for den modtagelse, som vi fik. Folk var venlige, hjælpsomme og hilste gerne, når de så os på gaden.”

Hæftet kan hentes digitalt her. Foretrækkes et eksemplar i trykt udgave, kan dette rekvireres ved at kontakte Vi-Seniors projektleder, Dung Le, på info@vi-senior.dk eller mobil 5053 5337.

En søndag med seniorer fra SOLENS RIGE

Klub Japan er en social og frivillig forening af japanske seniorer, der lever i Danmark. Foreningen ønsker at støtte og styrke medlemmerne, yde hjælp til selvhjælp og øge livskvaliteten. Et led i det arbejde er et kulturtræf, som videoen giver et glimt af herunder. Fonden har i flere omgange støttet Klub Japans aktiviteter.

Klik på billedet af Klub Japans formand Chieko Petersen for at se videoen fra kulturtræffet.

ER det knoldselleri?

I Ballerup støtter fonden den internationale kogeskole, hvor etnisk danske seniorborgere og nydanskere fra andre etniske grupper samles over spækbrættet. Mange vil gerne lave mad af de lokale råvarer, men mangler idéer og kendskab til fx knoldselleri. Kogeskolen er en mulighed for at eksperimentere med, smage og tilberede sæsonens råvarer. Miasser Hawwa og Birgitte Kampmann, parret bag projektet, har tidligere stået for et lignende madlavningshold, da de deltog i programrækken ’DR K’s kogeskole’ til Danmarks Radio.
Den 11. maj sættes et festligt punktum for pilotprojektet, og alle er velkomne.

Læs mere om projektet på fondens hjemmeside.

Tættere SAMMEN med teater

Igen i år inviterer fonden sammen med teaterfestivalen CPH STAGE ældre mennesker med i teatret, der ellers har svært ved at komme hjemmefra. CPH STAGE afvikler mere end 100 forestillinger på 10 dage. Heraf har vi udvalgt en række forestillinger, som ældre i væresteder, på plejehjem og i organisationer inviteres til at deltage i sammen. Værestedet Drys Ind havde sidste år denne reaktion efter en forestilling: “Det bedste ved teatergaven er, at vi kommer ud af huset, for ude i byen er man selv nødt til at strenge sig an og ikke mindst hjælpe de andre, man er sammen med. Det styrker fællesskabet og relationer på tværs af de grupper, der uundgåeligt er på værestedet.”
Denne gang kommer bl.a. en gruppe ældre pakistanske kvinder afsted, hvor organisationen Caritas er tovholder, ligesom det også er Caritas, der har fristet en filippinsk ældregruppe til at overveje tilbuddet.

DANMARK spiser vegetarisk sammen

Menuen byder på ’ratatouille og marrokansk kikærtestew med brød og topping’, når fonden sammen med Elderlearn inviterer til generations- og kulturmiddag 23. april. Aftenen er en del af ’Danmark spiser sammen’, stedet er Griffenfeldsgade 58 hos Danske Seniorer, og prisen er 30 kr. Tilmeldingsfristen er 11. april kl. 17.
Læs mere og tilmeld dig her.