Nyhedsbrev april 2021

Kære læser

Måske har du bemærket det. Ellers gør du det nu. Fonden Ensomme Gamles Værn er i denne uge med i en kampagne for at afstigmatisere ensomhed. Det er vi som medlem af Partnerskaberne på social- og ældreområdet under Covid-19 samt Folkebevægelsen mod Ensomhed.  

Svær ensomhed deles af over 380.000 unge og voksne danskere i alle aldersgrupper. Det svarer til hvert 12. menneske, vi møder! En ny Voxmeter-undersøgelse viser, at næsten hver anden dansker, som føler sig ensom, oplever, at andre mennesker har svært ved at tale med dem om deres ensomhed. Hver tredje dansker synes, det er svært at spørge mennesker, de kender, om de føler sig ensomme. Men hver anden dansker mener faktisk, at de gerne vil blive bedre til at tale om ensomhed – så det bør vi kunne lave om på.

Derfor gennemfører vi sammen med en lang række organisationer, kommuner og regioner en kampagne for at afstigmatisere ensomhed. Budskabet er: Man er ikke alene om at føle sig ensom. Derfor skal vi turde tale med hinanden om ensomhed. Det er første skridt på vej tilbage til fællesskabet.

Kampagnen er støttet af Socialministeriets hjælpepakke mod ensomhed under Covid-19. Den er udarbejdet af Ældre Sagen, Mary Fonden, Ungdommens Røde Kors og Røde Kors. Læs mere nedenfor.

Konference 12. oktober 2021
En vej til lindring og opløsning af ensomheden er at tale med hinanden, skabe kontakt og opbygge relationer. Men der er strukturer i samfundet, som marginaliserer og sætter mennesker uden for samfundets fællesskaber. Hvordan skaber vi bedre vilkår for inklusion? Det handler fondens konference, Inklusion – hvordan skaber vi rum til alle ældre?om. Læs mere nedenfor.
 
Isolation på plejehjem under coronakrisen
Jeg har grublet en del over den politiske debat om, hvorvidt plejehjemmene under corona-nedlukningen burde være åbnet langt mere og tidligere for besøg. Det blev til et kritisk indspark på P1 i programmet Orientering. Det kan du også læse mere om nedenfor – og evt. lytte med.

Selv om vi i mindre omfang kan røre ved hinanden i denne tid, end mange har lyst til, så kan vi i hvert fald tale sammen; og her er kunsten ofte at lytte.

Gode forårshilsner fra

Christine E. Swane, kultursociolog, ph.d. 
Direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn

Kampagne om veje fra ENSOMHED til flersomhed

Ensomhed er ikke noget, vi altid lige kan se. Den rammer bredt – også blandt mennesker, der ellers ikke er særligt sårbare. Og man kan også føle sig ensom, selv om man er sammen med andre. Kampagnen om flersomhed skal skabe forståelse for, at ensomhed er et problem, vi skal løse i fællesskab – ved at række ud til hinanden, ved at tale om ensomhed.

55.000 voksne på 65 år og derover føler sig ensomme i Danmark. Forekomsten blandt ældre er ret lav frem til omkring 80-85 år. Det skyldes, at vi i den sidste del af livet oftest mister vores ægtefælle eller partner, vi får flere sygdomme, nedsat funktionsevne og sværere ved at komme omkring på egen hånd og eget initiativ, og vi mister eller får sværere ved at holde tæt kontakt med jævnaldrende familie og venner. Det er derfor, det at være gammel for alvor skaber ensomhedsproblemer under coronapandemien. Fordi vi isoleres fysisk fra hinanden.

”Jeg følte det ligesom, at de tog tøjet af en. Man blev helt blottet,” svarer Lau, der er 83 år og har oplevet ensomheden, på spørgsmålet om, hvordan ensomheden føles. For Lau er et besøg hos hans bror den bedste vej ud af ensomheden. Det hjælper at række ud og tale om ensomhed. Se og hør Lau fortælle.

Men ensomhed er ikke kun et problem i alderdommen. Blandt de 380.000 danskere fra 16 år og op er det blandt unge og yngre voksne, at andelen med alvorlig ensomhed er størst. Se en kortfilm, der illustrerer betydningen af det at række ud til andre – i alle aldre.
En synstolket version findes her.

Konference: INKLUSION – hvordan skaber vi RUM til alle ældre?

Vores liv hænger sammen – trods nogle menneskers isolation og ensomhed. Vi er afhængige af hinanden. Men der er en marginalisering, som gør, at nogle ældre mennesker ikke føler sig inkluderet i samfundets fællesskaber. Konsekvenserne af marginalisering er forringede levevilkår, begrænsninger i livsudfoldelse og ensomhed. På fondens konference 12. oktober 2021 på Nyborg Strand tager debatten om inklusion udgangspunkt i viden og eksempler fra forskning og sociale projekter. Se programmet her.

KRITISK indspark i debatten om ÆLDRE og corona

Direktør i fonden Christine E. Swane fik for nylig lejlighed til at formidle sine synspunkter i debatten om ældre mennesker på plejehjem og corona-nedlukning i radioprogrammet Orientering på P1. Hun kritiserer, at ældre og beboere på plejehjem omtales synonymt, og at sætninger som ”vi skal passe på vores svage ældre” gentages for at fremme bestemte politikker. Der er snart 1.2 mio. danskere på 65 år og derover, som har været vidt forskelligt rustet til livet under corona-pandemien.

Christine E. Swane mener, at debatten om nedlukning for besøg på plejehjem har vokset sig for skinger og udeladt en væsentlig faktor, nemlig plejepersonalet:

– Selvfølgelig har det været uendeligt svært for nær familie at være begrænset i at komme på besøg. Men interesseorganisationer har opstillet et krav på vegne af alvorligt syge gamle mennesker på plejehjem, som var baseret på en falsk modsætning: At der skulle åbnes mere og hurtigere for besøg, fordi det at undvære familien forringede beboernes liv så meget, at ensomhed og isolation var værre for dem end det at risikere at dø af covid. Det er et udsagn, der ikke giver mening. Ingen ved, hvordan de selv eller andre vil gennemleve at få covid. Og plejepersonalet er taget ud af ligningen. Medarbejderne har jo hele tiden været der og draget omsorg. De fleste beboere har derfor følt tryghed trods savnet af deres kære. Desuden har vi set, hvor forfærdeligt det har været på plejehjem, der er blevet ramt af coronasmitte, med mange syge, indlagte og døde blandt beboere, men også mange syge blandt medarbejdere og i deres familier.

Fotograf: Tor Birk Trads