Kære læser
Sol, grønne træer og blomster giver os lyst til at komme ud, mærke varmen, se lyset og farverne og føle os … tilpas i livet? Nogle mennesker kan ikke vælge denne mulighed for meningsfuld væren. Det gælder bl.a. de fleste gamle mennesker på plejehjem, som er afhængige af, at nogen har tid og overskud til at tage dem med udenfor og følge dem ind igen. Med personalets travlhed er et sådan følgeskab sjældent muligt, hvis der ikke er en terrasse eller altan på etagen. Så må beboerne vente, til de får besøg, og håbe på, at vejret er godt lige netop på det tidspunkt. Det samme gælder mennesker i egen bolig, som har svært ved at bevæge sig udenfor alene, fordi de er dårligt gående og måske syge. De kan ikke vælge bænken i solen – som en mand på min mors plejehjem gør det, så snart vejret er godt. Her sidder han altid med sin avis og ryger en pibe tobak og signalerer integritet og selvstændighed trods behovet for pleje døgnet rundt.
Det at komme udenfor og føle sig som en del af samfundet – fordi man kan gøre det, som alle andre kan – er væsentligt i en række fonde og organisationers opråb om at skabe et inkluderende samfund, der er tilgængeligt og brugbart for alle. Sundhedsstyrelsen udgav sidste år materiale med inspiration til, hvad der kaldes brugbare byer for seniorer. Vi har i fonden støttet to unge arkitekters arbejde, Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena, med at bringe gerontologisk tænkning – altså med blik for hele livsløbet – ind i byplanlægning og byggeri. De har skrevet både en uhyre interessant engelsk bog, bl.a. med inspiration fra en studietur til Japan, og nu en kortere version heraf, Alders-inkluderende byrum. Grunden til, at vi har valgt at støtte netop dem, er, at de har et særligt blik for den sociale dimension af byggede omgivelser på tværs af generationer – og selvfølgelig med fokus på bæredygtighed.
På Folkemødet på Bornholm var jeg i sidste uge med i en debat hos Boligselskabernes Landsforening (BL) om netop spørgsmålet, om design og indretning af rum er til alle? Pointen er, at vi mennesker er så vidt forskellige, at hvis der kun designes og bygges til en mand af gennemsnitsstørrelse med fuld funktionsevne, så er der mange mennesker i alle aldre, men flest gamle, som kommer til kort. Tænk bare på, hvordan man i Københavns Kommune for nogle år siden fjernede alle bænke ved busstoppestederne, da de fik nyt design. Bænkene er senere kommet tilbage; men hvad tænkte de dog på i teknisk forvaltning?
Folkemødet bød også på flere debatter om alderens betydning, især for arbejdslivet, og om, hvordan vi benævner os selv og andre: gamle, ældre, seniorer, modne? Ingen har patent på sproget, og diskussionerne tyder på, at der måske er tæsket nok rundt i, hvad der er korrekt sprogbrug. Har jeg ikke skrevet det før, vil jeg bemærke, at jeg synes, ordene gammel og alderdom er smukke ord. Vi skifter ikke navn til Fonden Ensomme Seniorers Værn i min tid på pinden!
Emnet ensomhed var selvfølgelig også til debat på Folkemødet. Her havde Verdens kvinder i Danmark en debat om ensomhed blandt ældre med flygtninge- og indvandrerbaggrund, hvor jeg selv deltog sammen med to frivillige, som taler hhv. persisk og polsk, og som besøger ensomme og isolerede ældre mennesker på deres modersmål. Denne indsats har vi beskrevet i et hæfte, som man kan få ved henvendelse til fonden – eller man kan læse den her.
Ugen forinden var jeg med til at afholde 26. Nordiske Kongres i Gerontologi i Odense. Her var der som altid sessioner om ensomhed blandt ældre. I Danmark har vi gode data til at belyse udviklingen i ensomhed ift. de fleste andre lande, om end der måles og tælles med forskellige metoder. Covid-19 har sat sit præg på både forskning og projekter verden over, og noget af læren herfra er, hvor meget vi har brug for hinanden. Det skurede i mine følsomme ører, at nogen (atter) talte om, at ensomhed også kan være positiv. Så kom jeg til at tænke på en lille artikel, jeg skrev for et par år siden i Tidsskriftet Gerontologi om Den gode og den onde ensomhed. Den kan godt tåle at blive læst eller genlæst!
Med ønsket om en god og meningsfuld sommer!
Bedste hilsner fra
Christine E. Swane, kultursociolog, ph.d.
Direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn