Nyhedsbrev september 2023

Kære læser

Jeg læste forleden et indlæg i avisen af en kvinde, der beskrev sig selv som neurodivergent. Ordet betyder, at ens hjerne har atypiske karakteristika – i dette tilfælde havde hun som voksen fået diagnosen adhd. Vi har mange med samme diagnose i vores familie, så jeg læste med. Indlægget handlede om social udelukkelse fra samfundet – og så sluttede den med vise ord om inklusion, som jeg har taget med mig videre: Diversitet er at blive inviteret med til festen. Inklusion er at blive budt op til dans.

Fællesskaber på dagsordenen
I disse år, hvor ordet fællesskaber er et plusord, der bruges flittigt som svar på reduktion af ensomhed, er det afgørende, hvordan der ”inviteres med”. Fællesskaber var også et nøgleord på den årlige ensomhedskonference arrangeret af Folkebevægelsen mod Ensomhed, hvor vi er over 90 organisationer, kommuner, virksomheder og fonde. Det var en fremragende konference med varierede indlæg fra bl.a. filosofisk, økonomisk, psykologisk og politisk hold. Vores viden bliver vedvarende mere tværfaglig, og den styrkes.

På konferencen præsenteredes også fordelingen af den pulje, der udmøntes på baggrund af udformningen af strategi og handleplan i Det nationale partnerskab mod ensomhed, som i dag rummer 126 medlemmer. En pulje på fire initiativer for i alt 20,8 millioner kroner skal være med til at aftabuisere ensomhed og fremme lokale initiativer, der gavner mennesker, som oplever svær ensomhed:

  • Landsindsats til afstigmatisering af ensomhed, hvor formålet er at fremme åbenhed og styrke inklusion af mennesker, der oplever ensomhed, med 6,6 mio. kr. til Folkebevægelsen mod Ensomhed og 2,8 mio. kr. til Social- og Boligstyrelsen.
  • Fællesskaber og støtte til unge, der oplever ensomhed med 3,8 mio. kr. til Mary Fonden, som skal videreformidles til lokale aktører i indsatsen Lift.
  • Fællesskabsguides for hhv. ældre og for sårbare og socialt udsatte mennesker, hvor formålet er at understøtte muligheder for at deltage i fællesskaber, fx gennem lokale partnerskaber om fællesskabsguides eller lignende tiltag, med 3,8 mio. kr. til Ældre Sagen og 3,8 mio. kr. til Røde Kors. Begge organisationer skal samarbejde med kommuner, civilsamfundsorganisationer og andre lokale aktører.

Fællesskabsguides
Det stærke fokus på netop fællesskabsguides er interessant for os i fonden, idet vi sammen med forskere fra DEFACTUM i Aarhus er i gang med at evaluere og beskrive fællesskabsguide-funktionen i den store indsats Flere i Fællesskaber i Silkeborg Kommune. Det kommer der bl.a. en interessant rapport ud af næste år.

Konference 11. oktober: Ældre uden nære relationer
Jeres konferencer har altid spændende og relevante emner. Det er dygtige oplægsholdere med anderledes vinkler. I formår at skabe en god stemning.”

Det er nogle af kommentarerne til vores biennale konferencer. Som tidligere annonceret, afholder vi Ældre uden nære relationer den 11. oktober i Nyborg. Det meget varierede program og mulighed for tilmelding finder du lige her. Der er stadig plads, så måske ses vi?

Nedenfor skriver jeg som altid om nogle af de projekter, fonden har støttet – og et enkelt, vi kunne have støttet. Jeg håber, vi alle gradvist – også qua de støttede projekter, vi formidler om i dette nyhedsbrev, lærer mere om, hvad inklusion er set indefra. Det er bl.a. at blive budt op til dans.

De bedste sensommerhilsner fra

Christine E. Swane, kultursociolog, ph.d. 
Direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn

STEMMER fra coronaland

Hvem gider høre mere om corona? Det gør mange af os nok ikke, men alligevel er coronavirussen blevet en del af vores livsvilkår, som vi må forholde os til. Det sker når nogle, vi kender, eller vi selv bliver syge, og når spørgsmålet om vaccination trænger sig på – sammen med bekymringen for, hvad der særligt truer personer på 65+ år, som snart igen tilbydes et gratis stik i skulderen.


Fonden støttede i 2020, hvad der skulle have været et studie af hverdagslivet blandt svækkede ældre mennesker i en post-coronatid, og i stedet blev et studie af livet under nedlukning og i ”åbningstid”. Antropolog, ph.d. i socialvidenskab Pernille Tufte og antropolog Louise Scheel Thomasen gennemførte i perioden september 2020 til december 2021 interview med 22 personer, der modtog hjemmehjælp og lyttede til deres fortællinger om tvivl, fandenivoldskhed, isolation og længslen efter, at alting kunne blive som før. Og meget mere.

I dag udgiver vi en rapport skrevet af Pernille Tufte: Stemmer fra coronaland. Ni fortællinger om hverdagslivet blandt svækkede ældre under coronapandemien.

Rapporten er en online-publikation, som kan læses og hentes her.

Foto: Tor Birk Trads

LYT til ældre menneskers liv i det nordvestlige Grønland

Fonden har gennem flere år støttet forsknings- og udviklingsprojekter og formidling om ældre menneskers liv i Grønland og som tilflyttere i Danmark.

Antropolog Nanna Hauge Kristensen fik midler til at drage til Grønland og udforske livet blandt ældre mennesker i den lille by Uummannaq på nordvestkysten. Det er der kommet en utroligt fin etnografisk lydfortælling, Det hjerteformede, ud af. Lydfortællingen handler om stilhed, om tab, om kroppens svækkelse og om naturens konstante tilstedeværelse. Fortællingen portrætterer fire ældre menneskers liv. Hvordan er det at ældes i Uummannaq – i dette udstrakte, barske og smukke landskab?

Det hjerteformede havde premiere på Den Internationale Feature Konference for Radio i Island i maj i år. Herefter har den vundet prisen for bedste dokumentar ved Prix Marulic, en International Lydfestival i Kroatien. Og så er den netop blevet indstillet til Prix Europa 2023, der er festivalen for Europas bedste medieproduktioner, i Berlin til oktober.

Sælens øjne består af uddrag fra Det hjerteformede, der endnu ikke er offentligt tilgængelig. Uddraget fortæller om Karens hverdagsliv, efter at hun mistede sin mand. Vi hører, hvordan Karen forsøger at finde en rytme alene og leve videre med sit savn. 

Lyt her til Sælens øjne.

Dokumentarfilm om det DÅRLIGE selskab

Nu, vi er ved levende formidling, vil jeg anbefale alle, der ikke allerede har set dokumentarfilmen Inger & det dårlige selskab instrueret af Jella Bethmann, at se den. Filmen tager en om hjertet, og den er rå og ærlig i skildringen af udsathed, næstekærlighed og fællesskaber. Og så skildrer den en helt unik gammel kvinde, de fleste af os nok kunne lære noget af. Apropos at byde op til dans – her er det selve livet, der er dansen, og det er Inger, der byder op.

Filmen er et stærkt modbillede på en mere konventionel portrættering af udsatte mennesker. Den fejrer fællesskabet i alle dets former. Flere af de medvirkende i filmen har rusmiddel- og hjemløsheds-problematikker, som de omtaler direkte og håndterer på deres egne måder. De bidrager alle til fællesskabet og hjælper andre med det, de hver især har at give.

Inger & det dårlige selskab vandt i år prisen for bedste nordiske film på filmfestivalen CPH:DOX. Dokumentaren kan ses på TV2 Play minimum frem til juni 2024. Det er også muligt at booke filmen og filmens instruktør. Se filmtraileren her.

Frelsens HÆR på ferietur

Frelsens Hær møder flere og flere ældre mennesker, der er trængt både økonomisk og socialt. For nogle medfører det, at de isolerer sig og oplever en stor ensomhed. En del er ramt af en form for forladthed. Disse ældre oplever måske ikke længere højdepunkter, og deres hverdage ligner hinanden. Frelsens Hær arbejder på at skabe stjernestunder i socialt og økonomisk udsatte ældre menneskers hverdag. Det gør de bl.a. gennem ferieture, hvor der er mulighed for at møde andre og for at opleve feriestemning, fordybelse og fællesskab.

Fonden bevilligede i foråret 75.000 kr. til Frelsens Hær som tilskud til et 4-dages ophold hos Laugesens Have i Videbæk for ældre mennesker fra hele landet, som er økonomisk og socialt udsatte.Maj-Britt Lysgaard-Madsen fra Seniorarbejdet i Frelsens Hær har skrevet en lille artikel om ferieturen, som kan læses her kan læses her.