Jacob Fabricius bor på forsorgshjemmet Fjordvang på Lolland. Han er 42 år, har diabetes, ADHD, alkoholisme og stofmisbrug, og i juninummeret af avisen Hus Forbi 2019 fortæller han om sine oplevelser i sundhedsvæsnet. Senest satte hans nyrer ud pga. bivirkninger ved et nyt insulinpræparat, og gennem tiden er han bl.a. blevet afruset omkring 130 gange og haft flere indlæggelser på psykiatriske afdelinger.

– Når du er i sundhedssystemet, er der ingen kommunikation med kommunen. Når du sidder på socialkontoret, er der intet fokus på sygehusdelen. Jeg har ikke oplevet koordination mellem min sundhedsbehandling og den sociale bearbejdning, det har krævet for at komme videre, siger Jacob Fabricius til Hus Forbi.

Hans situation minder om den, der også er virkeligheden for deltagerne i rapporten Socialt udsattes møde med sundhedsvæsnet, der er udgivet af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. Forskningen er finansieret af Rådet for Socialt Udsatte og Fonden Ensomme Gamles Værn.

Uligheden i sundhedsvæsnet viser sig endnu mere tydeligt, når patienten er i en socialt udsat position. De fleste forløb i systemet er dels meget specialiserede udelukkende på fx diabetes, og dels er antagelsen, at patienten er selvhjulpen og tager del i ansvaret for egen behandling. De to præmisser passer skidt sammen med at være multisyg og have svært ved at overskue de næste par timer af ens liv.

– Den diskrimination socialt udsatte patienter oplever i sundhedssystemet bunder i noget strukturelt. Det er procedurer og rutiner, der gør, at multisyge mennesker med en mangfoldighed af problemer bliver svære at håndtere, siger forskeren bag rapporten Pia Vivian Pedersen.

En socialsygeplejerske bliver citeret for at sige, at ’sundhedsvæsnets specialisering har fordrevet en almenmenneskelig omsorg’. Hun oplever, at afdelingerne på sygehusene bliver så fokuserede på lige deres eget område, som fx at give kemo, at personalet overser eller trækker på skuldrene af fx dehydrering. Den firkantede opbygning af sundhedsvæsnet rammer alle patienter, men træffer de mennesker hårdere, der i forvejen befinder sig i en skrøbelig situation uden pårørende eller socialt netværk.

Derfor er netop socialsygeplejerskerne helt centrale for skabe forbindelse mellem sundhedsvæsnet og den socialt udsatte patient, hvis gennemsnitlige levetid er 19 år kortere end andre danskeres.  Socialsygeplejersker sætter sig ind i hele livssituationen for den socialt udsatte person, og sørger for at tilpasse behandlingsforløbet bedst muligt og får omvendt patienten til at passe sin behandling. Overfor systemet fungerer socialsygeplejersken som sparringspartner og vejleder i, hvordan sundhedspersonalet bedst håndterer vanskelige situationer med socialt udsatte mennesker.

Forskningsrapporten bygger på interview med 17 socialt udsatte mennesker, 18 sundhedsprofessionelle, og ph.d. Pia Vivian Pedersen har også inddraget syv uformelle samtaler, der er opstået i forbindelse med observationer i fx venteværelser og væresteder.