Ældre migranter – ulighed og veje frem
Tonny Bodal har sådan en trådløs dims i øret, så han kan tale i telefon og bruge hænderne samtidigt. Det er praktisk at kunne snakke, mens han søger noget frem på computeren, eller hvis han skal dreje kørestolen rundt for at finde noget i skufferne bag sig.
Vi er i Svanens Kvarter i Albertslund, hvor Tonny er formand for den frivillige forening Sydture. Fra sit skrivebord arrangerer han udflugter til fx Bonbon-land, Hillerød Slot og Tyskland. Hvert år står foreningen også for en fem-dages tur til Bøtø Strandpark ved Marielyst for mennesker over 56 år. Der er højst plads til 30 gæster, selv om han bestiller en bus til 50 personer.
– Det skal være sådan, at der er plads til folks el-scootere, rollatorer og min kørestol, siger Tonny.
Netop muligheden for at have ekstra bagage med er vigtig for 77-årige Elin Olsen, der er fast inventar i ældrelejren.
– Når jeg kan have min el-scooter med og så rollatoren bagpå, så kan jeg klare mig selv. Der er lavet en rampe helt ud til vandet, så jeg kan køre på stranden. Du kan tro, jeg skal ud at bade, for jeg elsker havet!, siger Elin.
For fire år siden mistede hun sin mand, og da han var væk, skulle der ske noget nyt.
– Vi rejste altid meget, og jeg kunne jo ikke bare sidde og kukkelure, og så fandt jeg ud af, at Tonny havde de her ture. Det er så dejligt – også at der ingen kliker er. Sidder der nogen ved et bord i forvejen, sætter man sig bare ned, og så er man med. Det er ret hyggeligt, siger Elin.
Hele atmosfæren er grundlæggende rar og rummelig og ingen, får lov til at putte sig. Fx faldt Elin i snak med en enkemand kort tid efter, at hun selv havde mistet sin mand. De to fik luftet nogle svære ting.
– Jeg møder også mennesker, som jeg måske kan hjælpe på en eller anden måde, og samtidig er det også rart for mig selv. Han sagde senere, ’hold da op, hvor var det en dejlig snak’, husker Elin.
Når Elin kører over i indkøbscentret, møder hun altid nogen, hun kender.
– Ved at være med på de ture, har jeg fået en omgangskreds. Det betyder meget for mig, at jeg kommer ud og oplever noget. I fællesskab. Jeg siger til alle: Tilmeld jer! For uanset hvem I er, er der også plads til jer, fortæller Elin.
Tonny sidder hver dag på kontoret mellem kl. 9-12 – i hvert fald. Udover ture arrangerer han også fællessang og banko. Da han for 11 siden faldt død om, reddede han livet, men vågnede op og var lam i venstre side af kroppen.
– Da jeg blev invalid, var jeg rigtig deprimeret, sur og irriteret, og jeg skulle finde ud af, hvad jeg så skulle. Indtil da havde jeg arbejdet som chauffør, og jeg havde også kørt turistbusser i ti år, siger Tonny, der fik kørekort i 1978.
Dette års miniferie, der er støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn, med maks. 30 deltagere er i princippet udsolgt, men en 90-årig dame har meldt fra pga. sygdom, og en anden er desværre død. Så Tonny prøver at få de tomme pladser besat ved bl.a. at lave Facebook-opslag. Han elsker at få ting til at ske, og det hele til at lykkes.
– Mange tror, at vi i bestyrelsen ikke betaler for at komme med. Men vi betaler på lige fod med alle andre, for ellers ville systemet ikke hænge sammen, siger Tonny, hvis kone er næstformand. Hun står bl.a. for, at der er banko to aftener på ferien.
Tonnys frivillige arbejde sætter skub i fællesskabet, og hans berøringsflade er kæmpestor. Derfor har han også en fornemmelse af, hvem der måske ville blive glad for et uanmeldt besøg. Han vil gerne passe på de andre og sørge for, at de har det godt.
I foråret blev han fuldkommen blind pga. sukkersyge, og siden har flere operationer givet ham synet tilbage. Da Sydture også får midler fra kommunen til at arrangere ture, forventede hans kontaktperson i foråret, at han nu ville lukke Sydture ned.
– Så måtte jeg fortælle hende, at ’den dag vi lukker ned, der regner jeg med, at du sætter skruerne fast i låget’. Sådan er det.