Min besøgsven hiver mig ud af osteklokken

Anita Jungberg havde planer om, at når hun vendte tilbage til Danmark, kunne hun sagtens køre de ca. fem timer i bil, når hun ville besøge sine to voksne børn i Tyskland. Efter 25 år og en skilsmisse flyttede hun til Aarhus, men det var ikke med i planerne, at hun skulle brække hoften. Og skulderen. Hvilket viste sig at være pga. knogleskørhed, så derfor er Anita i dag kørestolsbruger.

– Der er også noget med min lillehjerne, som hele tiden bliver mindre og mindre. Det er en sjælden lidelse, og ingen kan rigtig forklare, hvad det skyldes, siger 61-årige Anita Jungberg.

Det betyder, at hun har svært ved at koncentrere sig længere end 10 minutter ad gangen, og balancen er heller ikke pålidelig. Hver eftermiddag lægger hun sig og tager et hvil, og resten af dagen går for det meste med at se fjernsyn.

– Jeg vælger gerne dokumentarprogrammer, og jeg ser meget tysk tv, så jeg kan holde sproget ved lige, siger Anita.

Anita er ikke så meget sammen med de andre på plejehjemmet, hvor hun bor, fordi hun synes, snakken for det meste går i ring.

– Det er alt sammen ’der var engang’ eller ’sygdom’. Dagligdagen her bliver let en osteklokke, men jeg er ude en gang om ugen, hvor jeg har hjælp til at gå ud og handle. Det er for dyrt at bestille varer ved købmanden, siger Anita.

De andre på plejehjemmet på Carl Blochs Gade har også dobbeltdiagnoser og et misbrug, og for Anita Jungberg er det vin, hun er lidt for glad for.

– Mange af vores beboere på plejehjemmet med dobbelt diagnoser lever isoleret, og ofte har en skilsmisse eller dødsfald eller anden livskrise skubbet til et misbrug, siger socialpædagog Søren Ruby fra Magistratens Sundheds- og Omsorgskontor.

Et samarbejde mellem SIND og kommunen er mundet ud i en besøgstjeneste, som Fonden Ensomme Gamles Værn støtter, og den har allerede gjort en forskel.

En 68-årig mandlig beboer var enormt ustabil, og han blev indlagt på psykiatrisk afdeling igen og igen. Fysisk gik det også tilbage, og han måtte til sidst bruge ble. Efter et halvt år med en besøgsven ændrede han sig. Der var ikke længere samme behov for at blive indlagt, han blev positivt opsøgende i forhold til personalet, og han var glad for sin besøgsven. Manden blev ramt af kræft, og besøgsvennen dukkede også op på kræftafdelingen, hvor manden nåede at takke for alle besøgene, før han døde.

Anita Jungberg har også fået en besøgsven, som betyder rigtig meget for hende. Hvor det kan knibe med at huske, hvad hun har set i fjernsynet, falder svarene prompte på, hvordan det går med besøgsvennens studier og weekendarbejde.

– Min besøgsven hiver mig ud af osteklokken. Vi har også været ude at gå tur langs åen, og vi har snakket om at tage på loppemarked, siger Anita. Med besøgsvennens hjælp er det nu muligt for Anita at komme ud ad døren og få glæde af nærmiljøet.

Et andet projekt makkerparret har i støbeskeen er, at Anita skal lære at bruge sin iPad, så hun kan tale med sine fem børnebørn i Tyskland via den.

– Min besøgsven har lært sin bedstemor, hvordan man gør, så vi regner med, at jeg også kan få stoppet lidt af det ind her. Selv om elektronik overhovedet ikke interesserer mig, siger Anita, der til gengæld glæder sig over at se sin besøgsven en gang om ugen. De besøg holder hende aktiv og deltagende i samfundet udenfor plejehjemmet.