Balancen mellem smittetrussel og social trivsel

Isolation går arm i arm med corona, og siden epidemien lagde verden ned, er fysisk selskab blevet lig med fare for at blive smittet eller sprede virus. Men samvær med andre er vigtigt for os som sociale væsner, og hos Café Paraplyen er det lykkedes at balancere trivsel med trussel, så gæsterne i den sociale café stadig kan få glæde af hinanden.

– Hvis Paraplyen ikke var åben, ville jeg have dage, hvor jeg slet ikke snakkede med nogen, siger 67-årige Gurli Munk.

Mange steder bliver sociale aktiviteter aflyst eller udskudt, og derfor er Café Paraplyen et ekstra vigtigt mødested. Også for Gurli Munk der havde Chip og Chap på perlepladen, da hun præ-corona første gang kom i caféens krea-gruppe onsdag eftermiddag. Der bliver stadig nørklet strikketøj og perler en gang om ugen, på trods af at de nye indskrænkelser naturligvis bestemmer antallet af personer og det meste af takten. Borde og stole står mere spredt, og hyggen med de rødternede duge har måttet vige pladsen for hygiejne og hyppig afspritning. Dagens ret er frikadeller, og duften spreder sig fra køkkenet sammen med den grundige udluftning og kølige gennemtræk.

Køkkenet har på intet tidspunkt været lukket, for selv om de faste aktiviteter i en periode i foråret var sløjfet, var det stadig muligt at komme forbi og hente en portion varm mad. Lederen af caféen kalder løsningen ‘social takeaway’.

– Vi havde stadig kaffe på kanden, så når nogen hentede mad, kunne de også gå uden for med en kop kaffe og måske få sig en sludder, siger daglig leder Tina Kragh om de to uger i foråret, hvor caféen var indstillet på socialt vågeblus.

Sammen med to andre ansatte ringede hun rundt til nogle af de ældre mennesker, som det var muligt at holde kontakten til, og som normalt ville være en del af aktiviteterne i caféen. Nogle af gæsterne fik også indbyrdes bedre kontakt, og nogle er blevet dygtigere til sms eller har lært at skype.

I sensommeren 2020 fejrede Café Paraplyen 25 årsjubilæum, og fundamentet er et samarbejde mellem KFUM’s Sociale Arbejde, Godthaab Sogns Menighedspleje og Frederiksberg Kommune. Gennem tiden har Fonden Ensomme Gamles Værn af og til støttet nogle af caféens aktiviteter, der har tilgodeset de ældste gæster i socialt udsatte situationer.

Gurli Munk kan godt sms’e, men hun foretrækker at mødes med folk indendørs. Og hun er glad for at kunne spise varm mad i caféen. Når dagens ret bliver annonceret for en måned ad gangen, sætter hun kryds ud for de ‘sikre’ dage, hvor hun vil spise med. Hun var også forbi, da Paraplyen var lavet om til ‘social takeaway’, men det var underligt, når alle borde og stole var fjernet. Det var tomt.

– Derhjemme har jeg en kat, som egentlig er min datters. Hun har to, men hun gav mig den ene, da coronaen kom. Der var det pludselig også slut med kram. Jeg har noget med nerverne, og der hjælper det mig at have kat. Den hedder Garfield, siger Gurli Munk.

Udover krea-gruppen om onsdagen står caféen også for mindfulness i Frederiksberg Hospitalskirke. Det er øvelser og meditation i stilhed, og Lise Toksvang tager gerne tværs gennem byen for at være med til ikke at sige noget.

Lise Toksvang sætter pris på fællesskabet.

– Selv om jeg bor alene, er det dejligt med en stille stund her. Det var en veninde, der for tre år siden fik mig med. Så mødes vi nogle gange inden mindfulness og spiser sammen, og bagefter er der altid nogen at drikke kaffe med. Så selskabet før og efter betyder meget, siger Lise Toksvang, der ikke synes, at corona har ændret grundlæggende på seancerne i kirken. Der ville sjældent være mere end 10 personer alligevel, men afstanden mellem siddepladserne er større, og der sprittes mere af ligesom så mange andre steder.

De seneste corona-krav er blevet indført, og hverdagen og de 75 frivillige i caféen har fundet en ny rytme indenfor de gældende rammer. Dog har den daglige leder et skrækscenarium.

– Gæsterne er gode til at tage hensyn, og vi holder smittefaren nede. Men hvis en af os ansatte bliver syge, må caféen lukke helt, så det er min største bekymring. For selv om vi kan ringe rundt, så batter et opkald ikke på samme måde som at mødes og ses, siger Tina Kragh.

 

 

Om lidt banker julen på, som er den højtid, hvor behovet for at høre til, føle sig velkommen og som en del af et fællesskab er størst. I år bliver programmet voldsomt begrænset, men julen skal nok blive hjertevarm i Café Paraplyen. Uanset.