Kedsomhed opstår, når mening forgår
Da ph.d. i filosofi Emily Hartz i 2019 begyndte sine samtaler med beboere på plejehjemmet Slottet, måtte hun skifte spor. Til sit projekt Mandagsklubben: En undersøgelse af eksistentielle udviklingspotentialer i den sene alderdom, havde hun forventet, at beboerne i den sene alderdom ville kredse om død og ensomhed, men et hovedtræk viste sig at være kedsomhed.
– Det centrale ved beboernes kedsomhed er, at den ikke udspringer af mangel på adspredelse. Slet ikke. Den opstår på grund af mangel på mening, siger Emily Hartz, der lavede undersøgelsen som et led i psykologstudiet på Københavns Universitet.
– Beboernes eksistentielle kedsomhed skal ses i lyset af menneskets tidsmæssige eksistens. Øjeblikket her og nu oplever vi i relation til fortiden og fremtiden. Fornemmelsen af mening kan for beboere på plejehjemmet derfor falme i takt med, at fremtidens potentiale skrumper, for det efterlader det nuværende øjeblik mere endimensionelt, siger Emily Hartz.
Udover de forskellige aktiviteter på plejehjemmet Slottet, oplevede Emily Hartz også et meget engageret personale. Så når beboerne både havde adgang til aktiviteter, og plejepersonalet tog sig omsorgsfuldt og opmærksomt af dem, hvad kan så opløse kedsomheden?
– Det kræver mod at tage kedsomheden dybt alvorligt som en eksistentiel udfordring, hvor der måske ikke findes en udvej. Men med personale, der tager beboerne alvorligt som mennesker og stiller sig til rådighed for dem, så er beboerne ikke alene med kedsomheden. Det gør en kæmpe forskel, siger Emily Hartz.
Og hvad betyder disse eksistentielle overvejelser så i forhold til corona? Keder de gamle sig mere eller mindre nu, hvor de er ramt af restriktioner? Emily Hartz har ikke forsket i dette, tværtimod blev hendes projekt netop bremset af nedlukningen i marts 2020, men hun har alligevel et bud:
– Corona har nok sendt de fleste plejehjemsbeboere på eksistentielt overarbejde. Myndighedernes pressemøder har omsorgsfuldt handlet om, hvor vigtigt det er, at vi passer på de ældre, men ikke om, hvor vigtigt det er, at de er her. Og den formidling skaber ikke mere mening i tilværelsen for en plejehjemsbeboer, siger Emily Hartz.