Nyhedsbrev december 2024

Kære læser

Der er hjerter alle vegne, særligt i denne tid. Hvad er vores hjerter fyldt af? Mit er fyldt af kærlighed og vemod – tanker om liv og død. Sidste jul døde min skønne, efterhånden lillebitte mor. Da hendes liv ebbede ud, virkede hun mæt af dage. Nu er den anden mor i mit liv på vej herfra. Min Jytte-mor, som var den første voksne, jeg talte med om det at være ung, da jeg som 14-årig begyndte i gymnasiet. Næste år er det 50 år siden. Jeg og hendes datter, min gymnasieveninde, der hurtigt blev som en søster, var begyndt at tænke på, hvordan vi alle tre skulle fejre jubilæet. Begge disse mødre blev 94 år og har levet herlige, kærlige liv – til det sidste. Mere kan et menneske vel ikke drømme om. Men det smerter, at der gradvist bliver ryddet ud på øverste hylde i min hjertekule.

Ny rapport om besøgstjenester
Der findes hjertevarme hos besøgsvenner – frivillige, der besøger gamle mennesker, som savner samvær. Vi udgiver i dag rapporten ”Nærhed og brud i besøgsrelationer” baseret på et kvalitativt studie, hvor etnolog og videnskabelig medarbejder i fonden, Pernille Bülow Pedersen og jeg har interviewet besøgsværter og deres besøgsvenner i starten på relationen og et halvt år efter. Rapporten viser, at et velfungerende besøgspar kan fungere godt på forskellige niveauer – fra oplevelsen af en familierelation til et betydningsfuldt bekendtskab. Men nogle gange går det alligevel ikke. Læs mere og find link til rapporten nedenfor.

At være flygtning og gammel
Året igennem er mennesker verden over flygtet fra klimakatastrofer, krig, forfølgelse og undertrykkelse. Intet tyder på, at antallet af flygtninge vil aftage. Også gamle mennesker flygter – de der kan, vil og har nogen til at transportere og støtte sig. Mennesker flygter ikke af lyst, men af nød og nødvendighed. På Afdeling for Antropologi, Aarhus Universitet har professor Mikkel Rytter og pædagogisk konsulent Rikke Trige Jensen fået midler fra Fonden Ensomme Gamles Værn til at følge gamle kvinder fra Den demokratiske republik (DR) Congo. Læs mere nedenfor og find link til forskernes artikel og rapport.

Konference: Fællesskaber som løsning for alle ældre?
Sæt kryds i kalenderen! Fonden afholder konferencen ”Fællesskaber som løsning for alle ældre?” torsdag 23. oktober 2025 på Hotel Nyborg Strand. Konferencen sætter med indlæg fra organisationer, ældre mennesker og forskere spørgsmålstegn ved, om fællesskaber er en løsning for alle ældre mennesker. Er der måske en manglende forståelse for mennesker, der foretrækker alenehed? Og hvordan inddrages ældre mennesker, som gerne vil, men af forskellige grunde ikke kan, deltage i de etablerede fællesskaber, fx minoritetsetniske ældre og ældre i udkantskommuner? Vi følger op i nyhedsbrev i foråret med program for konferencen.

Ensomhed i Hjernekassen
Måske endnu et kryds i kalenderen? Den 4. februar kl. 10-11 medvirker jeg i Peter Lund Madsens radioprogram Hjernekassen på P1. Programmet handler denne gang om ensomhed blandt ældre mennesker og nogle af de erfaringer, vi gør os i fonden. Det glæder jeg mig til.

Genklang – en lille film om relationer
”Bank på din nabos dør”. Budskabet er at finde i kortfilmen Genklang, der netop har haft premiere i København, og som fonden har støttet. En gammel kvinde har mistet sin mand og føler stor ensomhed. Hun har tabt livsmodet, tager ikke længere sine høreapparater på og lukker omverdenen ude. Indtil den dag, en dreng fra opgangen banker på og bringer varme og kulør ind i hendes liv. Filmen er skrevet og instrueret af Sabrina Aranguiz de Jepsen. Når den har været præsenteret på filmfestivaler, vil vi linke til den.Budskabet er vigtigt – at der er døre, vi kan banke på og måske lindre nogens ensomhed og selv møde nye mennesker. Det samme gælder Social- og Boligstyrelsens kampagne Vær en, der rækker ud. Mottoet svarer godt til fondens fra vores 100 års-jubilæum i 2010: Ensomme gamle rækker ikke ud efter andre, derfor må vi andre række ud efter dem. Det er stadig aktuelt.

Med ønsket om en tryg juletid jul og et godt nyt år.

Christine E. Swane, kultursociolog, ph.d. 
Direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn

NÆRHED og brud besøgsrelationer

Røde Kors og Ældre Sagen har tilsammen over 9.000 besøgspar i deres besøgstjenester. Dertil kommer andre besøgstjenester i bl.a. kirker og i sociale organisationer som fx Verdens Kvinder i Danmark og LGBT+ Danmark. Der findes i alt omkring 100 forskellige besøgsordninger, som er en af de mest omfattende frivillige sociale indsatser, vi har.

Fonden har gennem årene støttet og selv udført studier af besøgstjenester. Vores nye rapport Nærhed og brud i besøgsrelationer giver helt ny viden ved at følge besøgsparrene over tid. Studiet viser, at det kan gå rigtigt godt og for nogle udvikle sig til et venskab eller en relation, der minder om nær familie. I andre tilfælde har besøgsvært og besøgsven sværere ved at finde fælles fodslag, og det ender for nogle i et brud. Studiet trænger også dybere ind i besøgsvennernes motivation og rolle og kommer med en række anbefalinger.Der er forskellige roller og bevæggrunde indlejret i den i udgangspunktet asymmetriske besøgsrelation, hvor besøgsvennen tilbyder en social støtte, som besøgsværten har brug for. Analysen af besøgsparrenes erfaringer synliggør, hvad indholdet i samværet kan bestå i, og hvilken betydning relationen kan få for begge parter, som ugerne går, og besøgsmøderne bliver en fast rutine. Men det kan også gå galt. Det kan organisationer med besøgsvenner og kommuner lære af. En henvisning til en besøgsordning er ikke det eneste rigtige for alle gamle mennesker med udækkede sociale behov.

Illustration: Sune Carlsen

Gamle KVINDER på flugt

Danmark huser gamle flygtninge med forskellige historier og baggrunde. Én gruppe er kvoteflygtninge. Det er flygtninge, der opholder sig uden for deres oprindelsesland, og som af FN’s flygtningehøjkommissariat indstilles til genbosættelse i et sikkert tredjeland. De er mennesker i udsatte positioner, og mange har levet store dele af deres liv i flygtningelejre.

Forskningsprojektet, som Fonden Ensomme Gamles Værn har støttet, indgår i det igangværende forskningsprojekt Reorienting Integration, som er et samarbejde mellem Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet, Center for Udsatte Flygtninge i DRC Dansk Flygtningehjælp samt VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som er støttet af VELUX FONDEN.

Projektet går tæt på otte kvinder i alderen 55-90 år. De er alle fra DR Congo og har boet en årrække i FN-lejre i Rwanda, før de i 2021-2023 blev genbosat i kommuner over hele Danmark. Kvinderne kom hertil med deres døtre og, for fleres vedkommende, børnebørn. De har et skrantende helbred i form af fysiske skavanker (fra dårlig ryg, knæ og hofter til højt blodtryk, diabetes, leverbetændelse, malaria osv.) og psykiske mén i form af PTSD, traumer mm. De har meget begrænset kontaktflade til andre end deres familie og kontaktpersoner i kommunen.

Læs forskernes lille artikel Ældre kvoteflygtninges genbosætning i Danmark og i rapporten Genbosat sidst i livet: En undersøgelse af ældre kvoteflygtninges hverdag, sociale relationer og ensomhed. Det er håbet, at rapporten vil bidrage til at styrke modtagelse af og forbedre indsatser rettet mod ældre (kvote)flygtninge, for at give dem de bedst mulige forudsætninger for at skabe meningsfulde hverdagsliv og nye stærke fællesskaber i sidste del af livet.

Akvarel malet af Mette Lind Kusk

HVOR kan ældre mennesker søge støtte til UDÆKKEDE BEHOV og frivillighed?

I Fonden Ensomme Gamles Værn har vi netop øget budgettet for personlige legater på 10.000 kr., som vi uddeler til gamle mennesker (der har nået folkepensionsalderen) med en dårlig økonomi og særlige, udækkede behov. Man kan ikke søge selv, men sociale organisationer, institutioner, fx væresteder, sociale viceværter, ensomhedskonsulenter m.fl. kan indstille. Læs om legaterne her.

I fonden henviser vi ofte ansøgere til (også) at søge VELUX FONDENS pulje Frivillighed 60+. Bevillingerne skal understøtte et handlekraftigt og meningsfuldt voksenliv gennem aktiviteter til gavn for den enkelte og samfundets fællesskaber. Det kan fx være en gruppe, der får penge til en robåd, indkøb af spinningcykler eller et seniorværksted, hvor de kan reparere ting, eller får støtte til at bygge en fugleudkigspost. Der kan også søges til bogudgivelser. Ansøgere er enkeltpersoner eller grupper af voksne 60+ år, der udfører samfundsnyttige aktiviteter. Der kan også søges til større metodeudviklingsprojekter. Læs om puljen her.