Fondens direktør Christine E. Swane
Christine E. Swane er født 15. august 1960, uddannet mag.art. i kultursociologi og har en ph.d.-grad i Hverdagslivet med demens fra Folkloristik på Københavns Universitet.
Christine har i over 35 år beskæftiget sig med forskning og formidling inden for gerontologien (læren om aldring, alderdom og ældre mennesker). I 1998-2004 var hun leder af Gerontologisk Institut, 1998-2000 leder af Videnscenter på Ældreområdet og i 2004-2006 studieleder for Masteruddannelse i Gerontologi og Masteruddannelse i Rehabilitering på Syddansk Universitet. Fra 2006 har hun været direktør og forskningsleder i Fonden Ensomme Gamles Værn.
Igennem sit arbejde skaber og formidler Christine indsigt i gamle menneskers eget syn på hverdagen og det at blive gammel, ikke mindst når det handler om ensomhedens mange facetter, veje ud af ensomhed og det sociale liv i alderdommen. Hun har med fonden særligt fokus på ældre i en socialt og økonomisk udsat situation, bl.a. mennesker med migrant- og flygtningebaggrund. Hun beskæftiger sig også med, hvordan familie og fagfolk involverer sig i svækkede, gamle menneskers hverdagsliv – og med de billeder og forestillinger om alderdommen, der findes i samfundet.
Christine E. Swane er medlem af en lang række ekspertudvalg og følgegrupper, bl.a. af ekspertgruppe til forberedelse af ny ældrelov (2022) og Nationalt Råd for Videncenter for værdig ældrepleje (2018-23). Desuden er hun medlem af bestyrelsen i Arbejde Adlers Hus i Thorsgade og for Dansk Gerontologisk Selskab og redaktionskomiteen for Tidsskriftet Gerontologi. Hun var i 2012 generalsekretær for den 21. Nordiske Kongres i Gerontologi i København, 2018-21 præsident og 2021-22 formand for den videnskabelige komité for den 26. Nordiske Kongres i Gerontologi i Odense.
Danske Ældreråd tildelte i 2019 Christine E. Swane Ældrerådenes Hæderspris for mere end 30 års forskning og formidling om ældre menneskers hverdagsliv og indsats for at bekæmpe ensomhed og forbedre vilkårene for ældre mennesker i en udsat position.
Forskning om ældres mediebrug
Hvad gør gamle mennesker, når teknogien bliver for vanskelig og bogstaverne for små?
Hvilke behov og interesser har de?
Hvordan kan medier bidrage til fællesskabet?
De spørgsmål rejser Christine E. Swane bl.a. i forskningsprojektet Medier i plejehjemsbeboeres hverdagsliv.
En kort film giver indblik i empiriindsamlingen.
Christine E. Swane stiller ofte og gerne op til interviews
Lydmontage om ældres ensomhed
Fonden Ensomme Gamles Værn har finansieret LydCarlsens radiomontage, hvor bl.a. to bosniske flygtninge, en gammel tyrkisk kvinde og hendes datter kommer til orde.
Christine E. Swane interviewes om ensomhed i forbindelse med lydmontagen om ældre migranters ensomed.