Ensom midt i livet

Mary Fonden inviterede i 2014 Fonden Ensomme Gamles Værn til at undersøge voksnes ensomhed midt i livet.

Mary Fonden satte fokus på ensomhed midt i livet gennem et forskningsprojekt, der blev gennemført af Fonden Ensomme Gamles Værn i efteråret 2013. Projektet var en kvalitativ interviewundersøgelse med 20 personer mellem 30 og 50 år, som har erfaringer med tilbagevendende og langvarig ensomhed.

Cand. psych. Andreas Nikolajsen, cand.psych. Morten Hedelund og ph.d., kultursociolog Christine E. Swane udarbejdede forskningsrapporten Ensom midt i livet – livshistorier, erfaringer og mønstre for Mary Fonden, 2014.

Rapporten viste blandt andet, at ensomhed i voksenlivet forbindes med manglende nære venskaber, og at tabuet gør det svært at dele sin ensomhed med andre. Det gælder i særlig grad ensomhed midt i voksenlivet, hvor normer for selvstændighed, familie og karriere er med til at skabe en følelse af at være uden for fællesskabet. 

Kronprinsesse Mary berørte rapporten og Fonden Ensomme Gamles Værns arbejde i sin tale ved det symposium, der grundlagde Folkebevægelsen mod Ensomhed:

“Hvorfor rammer ensomheden nogle mennesker mere end andre – det er et af de spørgsmål, vi har ønsket at belyse i Mary Fonden. For kender vi først årsagen til den varige ensomhed, så kan vi også bedre sætte ind over for den – både før og efter den har sat sig fast. For at finde svar satte vi sidste år et kvalitativt forskningsprojekt i gang i samarbejde med Ensomme Gamles Værn. Målet var gennem 20 interviews med voksne midt i livet at give et kvalitativt billede af, hvordan ensomheden opleves og forklares indefra. Rapporten “Ensomme midt i livet” udkom i februar i år og indeholder 20 bevægende og indsigtsfulde historier om liv levet i ensomhed,” sagde Kronprinsesse Mary.

Læs rapporten Ensom midt i livet – livshistorier, erfaringer og mønstre.

Ensom