Journalist og antropolog Ina Kjøgx Pedersen skriver en bog om sine erfaringer som pårørende til et menneske hendes mor med Lewy Body demens.

Bogen skal hedde “Enkesyner” og forløber i to spor. Det første er personligt og indadvendt med forfatterens egne erfaringer og notater om sin mors demenssygdom. Det andet spor orienterer sig udad og vil, på baggrund af det første spor, afspejle en typisk pårørendes forsøg på at opnå en større forståelsen af demens ved at følge forskningsprojekter, besøge arbejdssteder i ind- og udland og interviewe andre familier, hvor en hukommelsessygdom indgår.

Bogens formål er at give indblik i udviklingen af en relation mellem sygdomsramt og pårørende. At vise, hvor stor betydning skæve idéer og mellemmenneskelig omgang (tanke, tale, handling) kan have, når det gælder om ikke at isolere og stigmatisere personer med en hukommelsessygdom. At vise, gennem eksempler på mellemmenneskelig omgang, andre sygdomsramte og pårørende, at de ikke står alene i mødet med den nye og anderledes verden, demensen frembyder, men at det derimod er muligt at finde en tryghed i dette møde. En tryghed som kan give plads til nysgerrighed og til at dumme sig og derigennem finde sine helt egne ben i forvaltningen af den ofte dybt individuelle demens-udgave, der er tale om.

Bogen med den endelige titel “Drengen, der blev væk”blev udgivet i 2018 hos forlaget Gyldendal.