Forskningsprojekt til udvikling af viden, der kan afhjælpe unødig psykisk lidelse, ensomhed og social marginalisering hos ældre efterladte.
En mindre gruppe af enker og enkemænd, 10-15% af den samlede gruppe af ældre efterladte, rammes af vedvarende sorg. De svækkes fysisk, psykisk og socialt efter tabet af deres partner. Tilstanden kaldes Prolonged Grief Disorder eller på dansk Vedvarende Sorglidelse (VSL). VSL er ikke at sidestille med angst, depression eller posttraumatisk stress udløst af tabet, men er et selvstændigt psykopatologisk fænomen.
Maja O’Connor og Christina Schlander, Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, lavede udviklingsprojektet for at afhjælpe unødig psykisk lidelse, ensomhed og social marginalisering hos de ældre efterladte.