Muhabet 65+ er en styrkelse af værestedet Muhabets tilbud til psykisk syge og traumatiserede ældre migranter.
Med de bevilgede midler blev det muligt at invitere de ældre på flere udflugter og skabe møder for grupper på lokalcentre i lokalområdet. Ensomhed og social isolation er et stort problem for dem, der kommer i Muhabet, og da værestedet kun har åbent otte timer om ugen, var målet at vise den ældre gruppe af gæsterne, at der også findes muligheder og tilbud uden for Muhabet samt at knytte bånd i lokalsamfundet.
Værestedet drives af fastansatte, socialfaglige medarbejdere i samarbejde med frivillige. Hovedparten af Muhabets ældre gæster er flygtninge, som er traumatiserede pga. krigs- og flugtoplevelser. Ud over traumer og psykiske vanskeligheder har de problemer med fattigdom, ensomhed og marginalisering i det danske samfund, isolation og store sociale vanskeligheder.