Mennesker med udviklingshæmning har ofte svært ved at finde venner. Deres handicap betyder, at det kan være svært at forstå de sammenhænge, som andre mennesker finder helt naturlige. Derfor bliver de ofte ensomme. For ældre udviklingshæmmede er det særlig ensomt, hvis de heller ikke har familie til at fylde rollen som venner.
Landsforeningen LEV skaber et netværk, der formidler venskaber mellem mennesker med udviklingshæmning og andre mennesker, som ønsker at blive en del af et højt værdsat venskab. Formålet er at øge trivslen og den generelle sundhed for 40 ensomme ældre med udviklingshæmning.
Vennerne bliver matchet efter interesser og bopæl. Indholdet af venskaberne bestemmer de selv. Det kan fx være puslespil, strikning, fodboldkampe eller hundeluftning. LEV rekrutterer vennerne via frivillige koordinatorer og samarbejde med lokale frivilligcentre og frivillignetværk.
Undervejs samles erfaringerne om, hvad venskaberne betyder for deltagerne, på to workshopper, og der laves evalueringer sammen med de udviklingshæmmede deltagere for hvert venskab.