Foreningen Det Grå Guld i det sociale boligområde Vapnagaard i Helsingør har hovedsageligt medlemmer over 70 år. De mødes ugentligt over et spil kort, en kop kaffe og en snak. Bestyrelsen arrangerer løbende ture for medlemmerne, hvoraf mange ikke har midlerne eller kræfterne til selv at sørge for at komme ud af huset.
I 2019 kan foreningen fejre 20 års jubilæum, og medlemmerne tilbydes i den anledning en social tur, der har vægt på at skabe fællesskab. For ældre mennesker, der lever alene og uden regelmæssig kontakt med andre i hverdagen, er det vigtigt at der på opholdet også er mulighed for spa og massage.
Jubilæumsturen er med to overnatninger på Comwell i Snekkersten, der ligger tæt på foreningens lokaler og dermed minimerer transporten. Der er egenbetaling og foreningen afholder udgifter til massage og levende musik.
Turen afholdes efteråret 2019.