Aftenritual er en kort, dokumentarisk hybridfilm, der giver et nært og indfølende indblik i kærlighedsrelationen mellem to ældre mennesker og den adskillelse, de må leve med, efter den ene er flyttet på plejehjem.
– Det er som en skilsmisse at komme på plejehjem, når dén man elsker, ikke flytter med, fortæller 96-årige Jørgen i radiomontagen ”En sen blomstring”, der blev sendt på Radio24syv. Udsendelsen blev realiseret i forbindelse med en rapport, der sætter fokus på fællesskaber for homo- og biseksuelle mennesker sent i livet, og via dette link findes både rapport og radiomontage.
Jørgen og Benny har været sammen i 16 år. Tidligere delte de et samliv, men nu kan Benny kun besøge Jørgen på hans plejehjemsstue. Aftenritual skildrer de to gamle mænds samvær, der hver aften følger samme rutine. Et ritual, der søger at fastholde nærheden mellem dem. Ønsket med filmen er at sætte fokus på den ensomhed og de relationelle tab, livet på plejehjem kan involvere. Aftenritual er en visuel fortælling om intimitet, kropslig svækkelse, adskillelse, rutiner, kærlighed og savn sent i livet.
Nanna Hauge Kristensen: Idé, manuskript, instruktion
Ruth Storm Madsen: Manuskript, instruktion
Filmen havde – med engelske tekster – premiere på Copenhagen MIX Film Festival, oktober 2022. Den har vundet The Short Film Factory Award, Bucharest 2022, Gliff Golden Lemur, Lissabon 2022, Golden Giraffe International Film Festival, Nice 2023, The Cutting Room International Short Film Festival, New York 2023.
Desuden blev filmen udvalgt til London International Short Film Festival 2022, Solidando Film Festival, Sardinia 2022, Rainbow Umbrella Film Festival, London 2022, Berlin Independent Film Festival 2023 og senest Copenhagen Short Film Festival, oktober 2023.
Filmen er nu offentlig tilgængelig og kan bruges i undervisning mv. Husk at nævne, at Fonden Ensomme Gamles Værn har ydet støtte.