Pårørendecafé i Selvhjælp Fredericia-Middelfart

Bevilling: 10.000 kr.

Selvhjælp Fredericia-Middelfart er en frivillig, social forening, der udbyder forskellige selvhjælpsgrupper og sociale netværksaktiviteter. Her er tilknyttet 75 frivillige i de to kommuner, der støtter andre mennesker til at skabe værdifulde fællesskaber.

Projektet Pårørendecafé er et knopskud på den eksisterende Søndagskaffe, og det nye pårørende-tilbud henvender sig til borgere, der ofte er over 60 år, og som har svært ved at vedligeholde nære relationer, da den syge kræver meget hjælp. Derfor opstår der let ensomhed hos den pårørende med risiko for yderligere belastning psykisk og fysisk.

I den nye café vil der gennem 2020 blive inviteret relevante oplægsholdere, der sætter ord på fx sorg og trivsel. Pårørende tilbydes bl.a. enesamtaler og walk and talk grupper, der kan gøre hverdagen med en kronisk eller alvorlig syg lettere at håndtere. På den måde mindskes risikoen for, at den pårørende selv bliver syg.

Selvhjælp er troen på, at vi som mennesker kan bearbejde vores problemer selv, og sommetider har vi behov for støtte til det. Selvhjælp er ikke professionel behandling, men muligheden for at sætte ord på tanker og dele erfaringer med andre.