Hvordan har du det?

Bevilling: 45.000 kr.

Teaterkompagniet Sir Grand Lear står bag det omfattende teaterprojekt HVORDAN HAR DU DET?, hvor kunstoplevelsen starter allerede i udviklingen af forestillingen. Teaterprojektet skal debriefe coronakrisen i samspil med publikum og forholder sig æstetisk og fagligt til vores mentale sundhed under og efter krisen.

Et løbende samarbejde med forskere fra Institut for Folkesundhed og deres internationale spørgeskemabaserede forskningsprojekt COH-FIT skal være med til at danne udgangspunkt for et originalt kunstnerisk udtryk. Formålet er at tage begrebet “kunst på recept” bogstaveligt ved at tilbyde publikum midlertidig “afisolation” gennem et kunstbaseret fællesskab af intim refleksion og empatiske øjeblikke, hvor mennesker ser på mennesker. 

Forud for forestillingen involveres bl.a. brugere fra Seniorhuset i Odense, skoleklasser og psykiatriske afdelinger i maskeworkshops og en spørgestafet, som skal danne grundlag for at forsamles på nye måder. Den omfattende “spørge-stafet” skal indsamle store og små spørgsmål affødt af krisen, stillet af borgere verden over. Disse spørgsmål danner tematisk udgangspunkt for en række efterfølgende maske-workshops afholdt i forskellige sociale settings, hvor deltagerne skal udforme ansigtsmasker efter portrætter af udvalgte spørgsmålsstillere. Både spørgsmål og masker indgår i forestillingen.  

Teaterprojektet HVORDAN HAR DU DET? er et bidrag til helingen af en nation, som er blevet splittet af mundbind og afstand, og skal bringe folk sammen gennem modige og menneskelige spørgsmål.