Café Paraplyen på Frederiksberg i København har fået støtte til en fælles tur for 40 ældre gæster til kunstmuseet Arken i Ishøj for at ryste gruppen sammen.
I Café Paraplyen kommer der mange enlige og ensomme ældre mennesker. Det, der kendetegner dem, er ofte ensomhed, kronisk sygdom, og at man måske af forskellige årsager har været uden for arbejdsmarkedet i mange år. Nogle af gæsterne har levet et liv med misbrugsproblemer og har psykisk sårbarhed med i bagagen.
Gæsterne har opdaget, at der i værestedet er åbent for mennesker, som har brug for et varmt og hyggeligt fællesskab, og hvor man samtidig kan købe en kop kaffe og en ostemad eller et varmt måltid mad. Der er mulighed for at deltage i gåture, afspænding, sy- og strikkegrupper og at få hjælp med økonomi og jura. Alt sammen noget, som udspringer af en frivillig, social indsats.
En fælles bustur for 40 ældre gæster til kunstmuseet Arken i Ishøj skal ryste gruppen godt sammen. Næste gang de ses, er isen brudt, og snakken vil komme hurtigere i gang, fordi der er mulighed for at dele den fælles oplevelse.
Livet letter lidt, når man bliver genkendt og hilst på af andre – det åbne, velkommende blik og et lille nik eller en frisk bemærkning er en forpligtelse for alle. Det øver de sig på i Paraplyen.