Frivilligcenter Herning er en paraplyorganisation for frivillige foreninger med et socialt sigte, og de står bag dette projekt, hvis formål er at få ensomme, ældre mennesker ind i frivillige fællesskaber. Dette gøres via månedlige fredagsfrokoster i centrets regi, hvor deltagerne er henholdsvis ældre, der er ensomme og ældre, der er resourcesstærke.
Hensigten er dels, at ældre mennesker, der føler sig ensomme, kan møde andre i en tryg sammenhæng og blive en del af et socialt samvær, og dels at introducere dem til frivillighed med mulighed for, at de på sigt engagerer sig og kan opleve, at de selv kan gøre en forskel for andre.
Der vil hver anden gang være musik eller et foredrag, og de resterende gange vil der blive inviteret relevante frivillige foreninger til at fortælle om deres arbejde, så deltagerne motiveres til at blive en del af et mere vedvarende frivilligt fællesskab.
Som led i rekruttering af deltagere aktiveres en oplysningskampagne, der skal ud til kirker, aktivitetscentre og plejehjem i Herning Kommune samt i Herning Folkeblad og Hernings Bibliotek og Borgerservice samt i Frivilligcentrets nyhedsbrev og relevante foreninger.
Der afholdes ni fredagsfrokoster, den sidste i december 2022.