I 2020 startede Amar Khalil Vores Fælles Historier, et højtlæsningsprojekt på et plejehjem, hvor hun læste digte højt for en gruppe beboere. Projektet fik hurtigt stor opmærksomhed og mediedækning, der resulterede i efterspørgsel fra andre plejehjem, men også fra unge mennesker, der ønskede at dele deres læseglæde og blive oplæsere.
Med etablering af foreningen Vores Fælles Historier skal pilotprojektet bogstaveligt talt slå rødder og omdannes fra et netværk af ildsjæle til en almennyttig forening med vedtægter, bestyrelse, faste aktiviteter og en tydelig visuel kommunikation. På nuværende tidspunkt er projektet aktivt i Jylland og på Fyn, og målet er, at det bliver landsdækkende.
Overordnet er projektets formål at bygge bro mellem unge og ældre gennem litteratur, og visionen er at øge livskvaliteten for mennesker på plejehjem og andre steder gennem et litterært møde mellem generationer. Det beskrives som et højtlæsningstilbud til plejehjemsbeboere, hvor unge mennesker læser op for ældre på plejehjem, hospitaler, institutioner og i fællesskaber. Gennem højtlæsning og samtaler skabes et generationsmøde, hvor der deles fortællinger om en glemt tid. Samtidig kan litteraturens historier om mennesker bidrage til en større forståelse af de menneskelige problemstillinger, som mange ellers står alene med.
Foreningen blev stiftet november 2022.