Højskoleferie for minoritetsetniske ældre

Bevilling: 276.000 kr.

Foreningen Vi-Senior blev etableret af cand.pæd. Dung Le i 2016 med henblik på at forebygge og lindre ensomhed blandt minoritetsetniske ældre. Første skridt var etablering af netværket for vietnamesiske ældre fra 60+ år med det formål at øge deres livskvalitet og sundhed ved at styrke deres sociale relationer. Foreningen arbejder ud fra en empowerment-tilgang, hvor det drejer sig om at hjælpe målgruppen fra ensomhed til aktiv deltagelse i samfundet.  Foreningen har udviklet sig siden og uddanner nu også tosprogede trivselsagenter til at arbejde med ensomme og isolerede minoritetsetniske ældre i deres lokalområder.

I 2017 støttede Fonden Ensomme Gamles Værn Vi-Senior med et højskoleophold, og det er erfaringerne her fra i kombination med uddannelsen af trivselsagenter, der skal afprøves i en uges højskoleferie for minoritetsetniske ældre.

De minoritetsetniske ældre er særlig ramt af ensomhed og social isolation på grund af deres begrænsede kulturelle viden og sproglige formåen, og et højskoleophold kan være med til at styrke målgruppens sociale relationer, skabe adspredelse i hverdagen, øge deres fysiske og mentale sundhed samt livskvalitet. Derudover får målgruppen et øget kendskab til dansk kultur og den del af Danmark, som de ellers ikke kender. Den sekundære målgruppe er frivillige trivselsagenter, der spiller en essentiel rolle i forhold til forebyggelse af ensomhed og isolation blandt den primære målgruppe.

Udformning af højskoleforløbet sker i samarbejde med Fonden Ensomme Gamles Værns sekretariat.