Kolding Egnsteater har eksisteret siden 2008 og afholder mere end 150 aktiviteter årligt. De har ambitioner om at være et kulturelt fyrtårn – ikke bare i Kolding, men i hele Region Syddanmark. Med “Dit, mit og vores teater” vil de i samarbejde med ældreområdet i Kolding Kommune, plejecentrene og kommunens seniorklubber engagere samfundet på en ny måde. Målgruppen er især ældre mennesker, der ikke har tradition for at gå i teateret, ikke har midlerne, eller ikke har nogen at følges med og derfor ikke er den del af teaterfællesskabet.
Kolding Teater indbyder derfor til et fællesskab, hvor ældre mennesker kan mødes og få gode oplevelser sammen; en sanselig og social oplevelse, der efterlader dem med følelser og stof til eftertanke. Projektet løber af stablen i slutningen af 2023 og starten af 2024, hvor der opsættes fire forskellige og nøje udvalgte teaterforestillinger.