Kandidatspecialets hensigt er at bidrage med viden om, hvordan alderisme og normer om præstation former arbejdslivet for folkeskolelærere 60+ år – og hvordan man bedre kan understøtte et inkluderende og værdigt seniorarbejdsliv.
Formålet med undersøgelsen er at blive klogere på, hvordan folkeskolelærere på 60+ år oplever deres arbejdsliv. Undersøgelsen vil også have fokus på de overenskomstmæssige rettigheder, der er knyttet til det at være senior på arbejdsmarkedet, herunder retten til seniorsamtaler, i hvilket omfang disse samtaler finder sted, og om de opleves som meningsfulde og brugbare redskaber i forhold til at understøtte et godt og bæredygtigt arbejdsliv.
Empirien består af kvalitative interviews med både skoleledere og lærere over 60 år fra en offentlig folkeskole. Gennem disse interviews belyses det, hvordan lærere på 60+ år navigerer i arbejdslivet, og hvilke barrierer og muligheder de møder i forhold til deres alder, helbred og professionelle identitet.
Projektet udføres af kandidatstuderende Theresa Anholm, Pædagogisk Sociologi, Århus Universitet. Specialet forventes at være afsluttet i juni 2025.