De to sociologer har gennemgået originalt kildemateriale for at kunne kaste et nyt blik på den 110 år gamle organisation, Ensomme Gamles Værn.
Mens rindende vand og elektricitet var et særsyn i de fattigste og allerbageste baggårde i København i 1910, var de gamle mennesker uden familier overladt til andres nåde. Når de gennem et langt liv havde slidt kroppen op og ikke længere kunne arbejde, hutlede de sig gennem den sidste del af livet. Pastor Hermann Koch ønskede at forbedre vilkårene for de gamle og ensomme, og han begyndte at mobilisere juleindsamlinger, hvor byens studenter var ude at modtage donationer.
Ensomme Gamles Værn var fra starten en lille filantropisk organisation, båret af velmenende menneskers ønske om at bringe gamle mennesker ud af ensomhed, nød og isolation og berige og betrygge deres tilværelse. Små alderdomshjem med eneværelser og bedre standard end de kommunale alderdomshjem med flere hundrede beboere var fokus for arbejdet – som derudover bestod i at organisere og støtte kulturelle og sociale fællesskaber. Det vil bl.a. sige vinterstuer, sommerhaver og landophold, som flere tusinde gamle mennesker deltog i landet over.
Indtil omkring 1965 hvilede Ensomme Gamles Værns økonomi, ud over det offentliges bidrag til alderdomshjemmenes drift, udelukkende på to store årlige indsamlinger samt på arv og gaver. Fra midten af 1960’erne udviklede Ensomme Gamles Værn sig fra at være en mindre filantropisk forening til at blive storentreprenør på ældreområdet finansieret af den nye velfærdsstat.
Bogen følger, hvordan Ensomme Gamles Værn moderniseres parallelt med udvikling af pensionspolitik og vilkårene for ældre. Spørgsmål om ensomhed og værdighed i alderdommen har været centrale politiske problemstillinger siden organisationens begyndelse, og de nøglebegreber er stadig aktuelle.
