Når Tove Tosé strikker, er det ikke altid med vilje, hvis resultatet ender med et stort 'hulmønster'. Hun har 0,05 pct. af synet tilbage, og derfor smutter der af og til et par masker. Hjemme i hendes lejlighed på Amager, ender smørelsen i stigende grad på komfur, bord og gulv, når hun laver sig en mad.

– Men jeg gør det alligevel, siger Tove og griner.

Hver tirsdag tropper hun op i Klub 5, der også ligger på Amager. Her mødes hun med andre ældre, der er blinde eller svagtseende. Tove er 93 år og et par af de andre har også rundet de 90 somre. I klubben er der franskbrødsmadder, kaffe på kanden og en Bailey til. Det står et par seende medlemmer for, og de sørger også for præmier, når der er banko en gang om måneden. Klubben klarer sig uden blindebankoplader, fordi nogle ekstra stærke lamper gør det muligt at se tallene. Og så hjælpes de ad, så dem med mere syn støtter dem, der ser mindre godt.

Rundt om bordet går snakketøjet i takt med strikketøjet i skødet på de seende, og John Max Andersen på 80 år nævner, at klubben nærmest er blevet hans reservefamilie. For Inga Bang på 92 år betyder det også meget at mødes hver uge. Hun kommer mere på dupperne af at være sammen med de andre, og hun har prøvet at få sin 93-årige mand med, men uden held.

– Nej, han vil ingen steder og skal ikke nyde noget, siger Inga.

John Max Andersen misser sjældent en mødegang i Klub 5, hvor Tove Tosé (i midten) og Inga Bang også er trofaste medlemmer.

Resten af bordet klukker, og den hårde kerne på omkring 10 medlemmer kender hinanden rigtig godt og på kryds og tværs. Klubben tager også på udflugter, og næste gang er det Mecklenburg. Andre gange er det ophold på Fuglsangcenteret for blinde i Fredericia eller Knuthenborg Safaripark.

Tove har et pink tørklæde om halsen, og når hun skal finde ud af, hvordan hun skal sætte sit tøj sammen, bruger hun en farvelæser. Det er sådan en lille scanner, hun holder hen over tøjet, som læser op, hvilken farve tøjet har. Hun kan ikke komme i tanke om noget i dagligdagen, hun er holdt op med, fordi hun ikke længere ser så godt.

– Når jeg ser tv, sætter jeg en kraftig lampe på, så kan jeg se skikkelserne bevæge sig, men jeg kan ikke se ansigterne. I trafikken går jeg nok mere langsomt, og måske falder jeg lidt mere nu, siger Tove og fortsætter:

– Men som jeg altid har sagt: Kan jeg se det, jeg kan nu, så skal jeg nok klare mig.

Alligevel kommer hun i tanke om en ting, hun har bestemt sig for at lægge på hylden.

– For et par år siden var jeg i Det Ny Teater op til juletid. Og jeg kunne ikke se en brik, selv om jeg sad på 8. række. Jeg fik godt nok musikken og stemningen, men bagefter vidste jeg, at det var sidste gang, siger Tove.

Der er opbrud i gruppen, og en kvinde bliver fulgt ned på gaden for at komme hjem. Det er ikke sjovt at strande et sted alene, især ikke hvis ens mobiltelefon ovenikøbet løber tør for strøm, som en anden kan fortælle.

 – Nå, havde du glemt at lyne den op?, spørger John. De andre griner og forstår straks, at han hentyder til det ikon af et lyn, der vises, når en mobiltelefon lader op.

Det er trygt at være sammen med andre, der forstår, hvad man taler om.

Artiklen er skrevet før coronapandemien.