Ferietur for ældre gæster fra Café Parasollen, Haderslev

Bevilling: 49.457 kr.

Med en bevilling fra fonden kan Det sociale værested Café Parasollen i Haderslev i juni 2026 invitere 20 af deres ældre cafégæster på en ferietur til Thyborøn, hvor de har lejet et sommerhus og vil byde på dagsture til bl.a. Thyborøn, til den lokale jernbane VLTJ og aktivitetshuset i Lemvig og på hjemturen til Ulfborg, hvor Retromuseet skal besøges.

For denne gruppe ældre, som har ensomhed tæt inde på livet, er det af stor betydning at have nogen at holde ferie med og ikke mindst at have nogen at dele ferieminderne med efterfølgende.

Samvær, samtale og smil vil være i højsædet, og daglig leder Lene Margård Pedersen og de to frivillige personer, der også deltager, vil sikre sig, at hver enkelt gæst inkluderes i fællesskabet. Der tages også højde for, at det er muligt at deltage, selvom økonomien ikke helt rækker til egenbetalingen.

Fonden Ensomme Gamles Værn støttede en lignende tur i 2025.