Forskning

Fonden Ensomme Gamles Værns støtter nyskabende forskning, der drejer sig om det sociale liv i alderdommen. Fonden har særligt fokus på ulighed og marginalisering. Overvejelser om, hvilken betydning et forskningsprojekt kan have for de ældre mennesker, der er i fokus, står centralt, når fonden uddeler forskningsmidler.

Fonden prioriterer nyskabende projekter inden for samfundsvidenskab og humaniora. Der gives ikke støtte til sundhedstjeneste- og klinisk forskning. I udvælgelsen lægges der vægt på, hvorvidt forskningen har potentiale til at bidrage med viden, der kan omsættes til forbedring af vilkårene for grupper af ældre menneskers sociale liv.

Fondens direktør og bestyrelsesmedlemmer indgår gerne med deres gerontologiske ekspertise i følgegrupper til forskningsprojekter, hvis det ønskes. Fonden er desuden gerne med til at formidle viden og inspiration fra forskningen til relevante faggrupper, frivillige organisationer og andre, der er engageret i arbejdet med ensomhed, relationer, fællesskaber samt ulighed og marginalisering i alderdommen.

Der kan også ansøges om støtte til ph.d.-projekter.

Det må påregnes at søge medfinansiering fra andre fonde til større forskningsprojekter.

For bevillinger til enkeltpersoner gælder det, at beløb på mindre end 15.200 kr. ikke er indkomstskattepligtig. De skal derfor ikke opgives til skattemyndighederne. Fonden Ensomme Gamles Værn opgiver beløb derover til Skattestyrelsen. Vær opmærksom på dette ved budgetlægning.

Der benyttes ikke ansøgningsskema.

Ansøgningen skal indeholde

  1. En beskrivelse på max. 5 sider, som gør rede for idé, formål, teori, metode, tidsplan, oplysninger om bemanding, arbejdssted samt hvem, der administrerer en eventuel bevilling.
  2. Referenceliste.
  3. Et detaljeret budget og information om, hvorvidt der er søgt eller opnået støtte til projektet fra andre.
  4. Et kort cv for hovedansøger/hovedansøgere.
  5. En tekst på højst 200 ord, egnet til offentliggørelse, som beskriver projektets formål og nyhedsværdi.

Fonden ønsker ikke at modtage oplysninger om cpr-nummer og kontonummer i ansøgningen.

Ansøgning inklusiv bilag skal sendes på mail til egv@egv.dk.

Der afholdes fire bestyrelsesmøder årligt, hvor ansøgninger, som falder inden for fondens formål, behandles.