Læseforeningen Danmark og Caritas Danmark står bag metodeudviklingsprojektet Læsefællesskaber på modersmål. Formålet er at mindske ensomhed og øge livskvaliteten blandt ældre mennesker med etnisk minoritetsbaggrund gennem et tilbud om højtlæsning på deres modersmål og et fællesskab baseret på egne kulturelle og sproglige forudsætninger.
Der vil blive oprettet grupper fra fire sprogområder: urdu, tagalog, tyrkisk og ukrainsk. For at sikre et forebyggende element, vil aldersgruppen starte ved 55+.
Slutprodukterne vil være et træningsmodul til Læseforeningens uddannelse af læseguider specifikt målrettet læsefællesskaber på modersmål, et ’læsefællesskabs-kit’, konkrete tekstforslag på de forskellige sprog samt informationsmateriale til kommuner, andre organisationer og afholdelse af workshop i Folkebevægelsen mod Ensomhed.
Projektperioden foregår fra januar til oktober 2026 og ledes af direktør, cand.mag., ph.d. Mette Steenberg, Læseforeningen og national programkoordinator forældreindsats, cand.mag. Christa Basteiro Kranich, Caritas Danmark .