Der Var Engang er et tværgenerationelt sangskriverprojekt, der gennem country- og folkinspireret musik sætter ord på ensomhed, tilknytning og fællesskab — set fra både et ungt og et ældre perspektiv.
Bag projektet står to sangskrivere i vidt forskellige livsfaser, som sammen skriver og fremfører sange med udgangspunkt i egne erfaringer. Musikken giver stemme til følelser og perspektiver, der sjældent behandles i den offentlige samtale om generationer og alderdom og tematiserer, hvordan man kan føle sig alene — også midt i livet og omgivet af andre — og bidrager dermed til et mere nuanceret billede af ensomhed og alderdom i dagens Danmark.
Målgruppen er et bredt publikum på tværs af aldre — herunder ældre mennesker, der lever med ensomhed i hverdagen, og som gennem musikken kan opleve genkendelse, nærhed og en følelse af at blive set. Projektet skaber rum for samtale og fællesskab.
Med støtte fra Fonden Ensomme Gamles Værn arbejder musiker Rasmus Hedeboe med sin datter Emma Pi Hedeboe i orkestret Der Var Engang på at udgive et album i 2026.