Kandidatspeciale fra Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet undersøger ensomhedsbegreber, og hvordan man teoretisk og praktisk kan måle ensomhed.
Line Bang-Olsen og Christina Kaarup Rasmussen, Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet skrev kandidatspecialet Måling af ensomhed blandt ældre i Danmark – Et mixed method studie. Specialet er en undersøgelse af ensomhedsbegreber, og hvordan man teoretisk og praktisk kan måle ensomhed.
Specialet anvender en kombination af kvantitativ data-bearbejdning og kvalitative interviews med seks ældre mennesker. Specialet undersøger måling af ensomhed blandt ældre og finder, at ensomhed oftest måles med spørgsmålet, om man er ‘uønsket alene’. En litteraturgennemgang af internationale undersøgelser pegede på, at denne måling retter sig mod social ensomhed, der kort fortalt måler det sociale netværk. Litteraturen afspejler også to andre former for ensomhed, emotionel ensomhed og eksistentiel ensomhed. Den emotionelle ensomhed måles i enkelte danske spørgeskemaundersøgelser, typisk ved et spørgsmål om, hvorvidt man føler sig alene, selvom man er sammen med andre. Den eksistentielle ensomhed er målt i internationale undersøgelser, men specialet fandt ingen eksempler på dette i dansk sammenhæng. Der er derfor stor uoverensstemmelse mellem, hvordan ensomhed måles i Danmark, og hvordan det opleves af ældre i Danmark. Kvantitative analyser viste en social ulighed i ensomhed. Derudover viste analysen en sammenhæng mellem følelsen af ensomhed og forekomsten af iskæmisk hjertesygdom.
Specialet inddrager og diskuterer større måleinstrumenter for ensomhed i form af skalaer, som med op til 37 spørgsmål afdækker ensomhedens forskellige aspekter. Den helt korte anbefaling fra specialet er, at praktikere såvel som forskere, der arbejder med ensomhed, fremover tænker på, at det bør gøres mere nuanceret, end det har været tilfældet i Danmark indtil nu.