En undersøgelse af ensomhed, død og moralske fællesskaber i vågetjenesten i Danmark bliver foretaget af antropolog Lone Grøn fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Hvad er moralsk fællesskab og hvilken rolle spiller det i en neoliberal tid, hvor værdier omkring individuel ansvarlighed i stigende grad erstatter ideer om et fælles gode? Hvordan oplever mennesker i moralske fællesskaber deres involvering med hinanden og med de mennesker eller den sag de tjener?
Nærværende projekt undersøger disse spørgsmål gennem et etnografisk feltarbejde blandt vågekoner i Danmark. “Ingen skal dø alene” er et hyppigt svar, når vågerne bliver spurgt, hvorfor de sidder vagt ved døende fremmede. Danmark har en lang tradition for frivilligt arbejde, hvor man engagerer sig som besøgsven for mennesker, der er marginaliserede, syge eller ensomme – men det særlige ved vågetjenesten er, at vågerne ofte ikke tilkaldes, før dødsprocessen er indtrådt.
I et aldringslandskab præget af magtfulde diskurser om sund, aktiv og succesfuld aldring – og et markant fravær af sygdom, alderdom og død – tager dette projekt udgangspunkt i fremkomsten af vågetjenesten i Danmark. Gennem etnografisk feltarbejde undersøges, hvordan og hvorfor vågekoner er nærværende med og yder omsorg for døende medborgere, og hvordan disse møder med menneskets dødelighed kan ses som en etisk respons på 1. medikaliseringen og tabuiseringen af alderdommen og døden og 2. stadigt mere individualiserede livs- og dødsformer i Danmark.
Projektet forventes afsluttet august 2021.