Kortfilmen Bare Det Sædvanlige

Bevilling: 50.000 kr.

Kortfilmen Bare Det Sædvanlige handler om ensomheden i en gammel frisørmesters farvel til arbejdslivet. Fokus er på den larmende ensomhed, der kan opstå, når en mester skal tage afsked med sin metier – sin identitet – efter mange års gerning, og arbejdslivet stopper.

Filmen handler om den dygtige, ældre frisørmester, der har sidste dag i sin salon. Han har købt flag og kage, og der er få aftaler tilbage i aftalebogen, men stamkunder kan være svære at imponere, og nogle dukker slet ikke op, så den specielle dag bliver noget mere ensom end forventet.

Frisørmesteren venter ved telefonen og kigger længselsfuldt op på gaden efter potentielle kunder, men da det går op for ham, at løbet er kørt, tager han sagen i egen hånd og agerer selv salonens allersidste kunde – kun i selskab med en flue.

Ønsket med denne kortfilm er at belyse problematikken, tomrummet og den ensomhed, som mange ældre oplever, når arbejdslivet er forbi. Kollegaer og kunder forsvinder, og det er ikke en selvfølge for alle at have venner og bekendtskaber, der venter hjemme, eller kræfterne til at opsøge nye sociale relationer.

Visionen er at gengive de ensomme gamle, der til tider overses i et travlt samfund, og at filmen vil skabe et rørende og unikt værk med universal relevans.

Bag projektet er manuskriptforfatter og instruktør Nanna Tange og producer Hanne Bruun og executive producer Kim Magnusson fra M&M Productions.

Filmen er udtaget til OFF – Odense International Film Festival og har verdenspremiere her onsdag 27. august 2024. Odense International Film Festival er Danmarks ældste filmfestival og eneste Oscar-EFA- og Robert-kvalificerende kortfilmsfestival.