”Et fattigt liv” er navnet på en lille, permanent udstilling, der skal etableres i en fattigstiftelse fra 1617 midt i Odense. Udstillingen skal perspektivere og nuancere begrebet fattigdom gennem tiden med udgangspunkt i historier fra det unikke 400 år gamle, fredede hus.
Fattigstiftelsen ligger i dag som en del af museet Møntergården i Odense, men blev oprindeligt opført af den fynske adelsfrøken Pernille Lykke som bolig for ærlige borgerenker og fungerede helt til 1955.
Udstillingen vil tage udgangspunkt i de autentiske fortællinger fra husets historie – om stærke kvinder fra forskellige kår. Det er fortællinger om håndværksfruer, vaskekoner og husmandskvinder og om den handlekraftige filantrop og adelsfrøken, Pernille Lykke, der startede det hele.
Historierne fra huset sættes i perspektiv til sin omverden og de tusinder af andre fattige, der har levet under trange kår i Odense – både før og nu. Udover at vise et lille stykke af byens historie er formålet med udstillingen at igangsætte en dialog om fattigdom, filantropi og ældres ensomhed – komplekse og aktuelle emner i dagens Danmark.
På den måde vil vi give stemme til nogle af de befolkningsgrupper, der sjældent får meget plads i historiebøgerne, og bygge bro mellem fortid og nutid.
Udstillingsprojektet ledes af museumsinspektør og cand.mag. i historie og arkæologi Dyveke Skov Larsen, og udstillingen forventes åben for offentligheden i 2022.