Bogprojekt: IQ 75 – Erling og åndssvageforsorgen

Bevilling: 25.000 kr.

IQ 75 – Erling og åndssvageforsorgen er den rørende fortælling om den nu 80-årige Erling, der blev stemplet som åndssvag og har boet store dele af sit liv på institutioner. Bogen er både en biografi og et anderledes stykke danmarkshistorie om åndssvageforsorg og velfærdsstatens forhold til de skæve eksistenser. Den henvender sig til læsere med interesse i dansk socialhistorie. 

Da Erling var tre år gammel, gennemgik han en intelligenstest. Han bestod ikke prøven og blev sammen med andre åndssvage placeret på lukkede anstalter som Ebberødgård eller isolerede øer som Sprogø og Livø. Politikere kaldte dem defekte, minusindivider og undermålere og så dem som en trussel mod velfærdsstaten, og love om tvangssterilisation, kastration og ægteskabsforbud så dagens lys. I 1980 nedlagde man de store institutioner, og de anbragte fik ret til egne liv. I bogen giver Erling og andre anbragte deres version af velfærdsstatens historie. 

Forfatteren er Jesper Vazcy Kragh, der er historiker ved Københavns Universitet og beskæftiger sig med udsatte på samfundets bund og socialhistorie. Bogen udkommer på Gads Forlag ultimo 2021.