Thilde Vegenfeldt er specialestuderende i visuel antropologi på Aarhus Universitet. I sit speciale fokuserer hun på berøring og omsorg i rehabiliteringsforløb, og hvilken betydning de spiller i genoptræningskonteksten, samt hvordan de opleves og udveksles af borgere og personale imellem. Specialet bygger på baggrund af fire måneders kvalitativt feltarbejde på dels Værestedet i Aarhus og Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering.
Hovedformålet er at undersøge berøringens og omsorgens potentiale i offentligt omsorgsarbejde, i specifikke pleje- og træningssituationer såvel som i de situationer, der ikke udelukkende udspiller sig med et særligt fagligt eller praktisk mål for øje. Thilde Vegenfeldt er intereresseret i at udforske de forskellige interaktioner og relationer, der sker imellem borgere, som har brug for omsorgspleje (specifikt socialt udsatte og ældre i rehabiliteringsforløb) og de mennesker, der er ansat til at udføre den (plejepersonale, terapeuter, sygeplejersker mm.).
Derudover beskæftiger specialet sig med den større socio-politiske kontekst og diskuterer, hvordan omsorg defineres og værdisættes i sundhedsarbejde med en dobbelt interesse i kroppene, der giver omsorg, og kroppene der modtager den. Der fokuseres på, hvordan der arbejdes med samtykke, gensidighed og kropsautonomi i disse omsorgsudvekslinger, og hvad der kendetegner de fysiske interaktioner, der opleves som særlige og vigtige for en eller flere af de deltagende.
Specialet forventes afsluttet i september 2021.