Forestillingen ”Tilbage” fokuserer på den ensomhedsfølelse, der opstår, når en ægtefælle efter mange års samliv dør, og de udfordringer, det medfører. Der er planlagt premiere på Odsherred Teaters Lille Scene 26. marts 2023, og herefter skal forestillingen på turné til kommunens plejecentre.
Teatergruppen ’Gamle Scene’ består af 20 folkepensionister, der er med i Odsherred Teater i Nykøbing Sjælland. Gruppen ønsker gennem teaterforestillinger at sætte fokus på de livsændringer, som ældre mennesker oplever som en konsekvens af aftagende fysisk og mental formåen.
Lige så vigtigt som forestillingerne er det respektfulde og hjælpsomme samarbejde i teatergruppen. Hver enkelt udgør en vigtig brik, og alle bliver hørt. Samtidig er teatret et sted, hvor både sorger og glæder deles.