Trivselsagenter er et projekt, der har til formål at bekæmpe ensomhed blandt etniske minoritetsældre. Projektet er baseret på Vi-Seniors vellykkede erfaringer med at engagere vietnamesiske ældre i hinandens liv, aktiviteter og det danske samfund. Trivselsagenter er udviklet af projektleder Dung Le, der har arbejdet på at udbrede ideen til en bredere kulturel kontekst for at adressere ensomhed blandt andre etniske minoritetsældre.
Trivselsagenter er lokale ildsjæle med en to-kulturel baggrund, som mobiliseres til frivillighed og lokalt engagement. De bliver gennem et otte ugers uddannelsesforløb klædt på til at etablere fællesskaber for og med deres kulturelt specifikke målgruppe. De frivillige trivselsagenter skaber således fællesskaber på baggrund af deres erfaring, der skal hjælpe etniske minoritetsældre ud af ensomhed og isolation ved at styrke deres sociale netværk og viden, så de hjælpes til at få en øget sundhed og livskvalitet,.
Projektet blev igangsat med støtte fra Sundheds- og Ældreministeriet i 2019 og modtog derefter støtte fra Velux Fonden til udrulning i Aarhus, Vejle og Viborg i 2021-2024. Desuden er Trivselsagenter blevet implementeret i Odense Kommune i samarbejde med projektet “Styrkede fællesskaber for ældre med etnisk minoritetsbaggrund” hos Dansk Flygtningehjælp. I alt er der etableret 14 fællesskaber i de fire kommuner, hvor flere end 450 ældre deltager.
Rapporten Trivselsagenter – nye fællesskaber for etniske minoritetsældre bygger på erfaringer blandt projektleder, trivselsagenter, samarbejdspartnere og ældre deltagere. Erfaringerne viser, at trivselsagenterne lykkes med at række ud til og engagere etniske minoritetsældre, som oplever mindre ensomhed, efter at de er blevet en del af et fællesskab. I fællesskaberne mødes de om aktiviteter som dans, sang, madlavning, og de kan øve sig i at tale dansk. Nogle danner venskaber, som rækker ud over fællesskaberne. Rapporten belyser også trivselsagenternes frivillige arbejde og udbytte af projektets uddannelsesforløb samt fællesskabernes forankring og samarbejde med lokale partnerskaber.
Erfaringsopsamlingen er finansieret og gennemført af Fonden Ensomme Gamles Værn. Publikationen er udgivet med støtte fra Velux Fonden.