Fra 2020-2023 er knap 400 kvoteflygtninge fra DR Congo blevet genbosat i Danmark. Samtlige kvoteflygtninge er kvinder med børn, og flere er på tidspunktet for ankomst 50-80 år. Den ældre generation favnes aktuelt ikke af kommunale tiltag, og flere er i risiko for social marginalisering og ensomhed, eftersom de tilbringer megen tid alene i deres nye boliger og har begrænsede økonomiske ressourcer, helbredsproblemer og alene taler bantusproget kinyarwanda.
Dette projekt genererer ny viden om livet og hverdagen blandt denne ældre generation af kvoteflygtninge. Gennem etnografiske metoder undersøges det, hvordan aldring og ældreliv erfares og opleves blandt de ældre kvinder, samt hvilke ressourcer de benytter for at mindske isolation og skabe en meningsfuld hverdag. Samtidig foretages en spørgeskemaundersøgelse blandt landets kommuner med fokus på aktuelle tilbud og oplevede udfordringer ved modtagelsen af denne aldersgruppe.
Projektet vil være det første til at samle viden om kvoteflygtninge, der genbosættes sidst i livet i Danmark. Formålet er at skabe ny viden om denne – ofte oversete – gruppe af flygtninge samt producere en række anbefalinger til kommuner og ældreorganisationer.
Projektet udføres af professor Mikkel Rytter, Aarhus Universitet, samt antropolog Rikke Trige Jensen. Resultaterne for projektet bliver formidlet i en rapport, en tidsskriftartikel samt en række onlineseminarer. Projektet forventes afsluttet i juli 2024.