BETONHJERTE

Bevilling: 50.000 kr.

BETONHJERTE er en kortfilm, der handler om at række ud efter den hjælp, man behøver. Det er en fortælling om at være ensom; om stolthed, sårbarhed og om at sænke paraderne og åbne sit hjerte. Det er aldrig for sent.

Karla har ikke lukket nogen ind i sit hjem, siden hendes forældre døde, og hun overtog deres hus. Alle, inklusiv hendes egen familie, tror, at Karla har istandsat huset for flere år siden. Men huset er i forfald, ligesom Karla selv. Da Karla en dag vågner med en unaturlig gevækst i ansigtet, er det, som om husets tilstand har overtaget hendes ydre. Pludselig bliver det sværere end normalt at overbevise alle om, at alt er fint.

Formålet med filmen er at skabe et rum og samtalegrundlag for mennesker, der har ondt i livet, fordi de ikke taler om, hvordan de har det. Det er en film til vores forældre, bedsteforældre, folkeskolelærere og de andre tapre og omsorgsfulde eksistenser, vi kender fra vores eget liv, som har glemt at passe på sig selv.

Filmen produceres under den anerkendte danske filmforening Super16 i samarbejde med Meta Film. Bag filmen står instruktør Casper Rudolf Kjeldsen, manuskriptforfatter Evo Friis Sørensen og producer Emma Ethelberg Rasmussen. Filmen vil have premiere i maj 2024.