På plejecentret Kildegården i Skanderborg vil der i 2024 blive opført et tilgængeligt lysthus, som placeres midt i stedets nyetablerede sansehave. Håbet er, at lysthuset bliver et sted for socialt samvær mellem Kildegårdens beboere, deres familie og venner samt andre fra lokalmiljøet, fx børnehavens børn, spejdere og skoleelever.
Herudover er det et særligt mål at benytte lysthuset som fysisk ramme for en ny kultur af frivillighed, hvor Kildegårdens medarbejdere vil tiltrække frivillige besøgsvenner til de mest udsatte beboere. Fra sansehaven har personalet god erfaring med at benytte konkrete, fysiske rammer som et anker til at hverve nye frivillige.
Lysthuset bliver derfor den base, hvor frivillige besøgsvenner kan invitere beboere og være vært for besøget i lysthuset til en kop kaffe, et brætspil, en fællessang eller stille samvær. Det er ønsket, at lysthuset skal fremstå med smukke, hjemlige og hyggelige rammer, der bidrager til beboernes trivsel og får samværet med frivillige besøgsvenner til at blomstre.
Det bevilgede beløb målrettes opsporing af frivillige besøgsvenner til samvær i lysthuset.
Projektet ledes af oplevelsesmedarbejder Birthe Dabelstein fra plejecentret Kildegården i Skanderborg Kommune