Natmanden fra Hovedbanen er en kortfilm, der belyser og omhandler mennesker, som er nemme at overse. Skæbner, der sjældent får opmærksomhed i det nuværende mediebillede. Det er en rejse under og over Hovedbanen, en undersøgelse af at være fremmed over for sin egen tid og om at være hjemløs, i fysisk og sjælelig forstand. En film om alderdom, ensomhed og de fragmenterede minder, som livet kan efterlade. Temaerne, der udforskes, går ud over aldersgrænser og appellerer til enhver, der har oplevet ensomhed.
Natmanden fra Hovedbanen har Lars Junggren i titelrollen. Den er skrevet og instrueret af Ferdinand Gomez Glad Bak og Cecilie Bidstrup. Filmen forventes at have premiere i juni 2024 og vil blive vist på herberger og ældrecentre rundt i landet.