I Ældre Sagens lokalafdeling i Hvidovre skal 50 ældre mennesker på en fire dages bustur til Nordjylland, hvor de skal overnatte på et hyggeligt hotel. Det er ældre med et meget lille rådighedsbeløb, der får mulighed for at komme ud at opleve den smukke natur i området, og på hjemvejen skal de besøge Mønsted Kalkgrupper.
Undervejs skal de på kunstudstilling og besøge flere havne. Om aftenen skal de spise hotellets gode mad og har tid til socialt samvær.
Når de ældre er vel hjemme i Hvidovre, bliver de ikke overladt til sig selv, for det er allerede aftalt, at der skal holdes liv i ferieminderne og i de relationer, der forhåbentlig knyttes undervejs.
Turen gennemføres af formand Vivian Ersgaard Markussen i september 2024.