Baggrunden for bogudgivelsen “Danmarks Farligste Plade” er, at pladen ”Bøsse”, som blev udgivet af skuespiller og musiker Bent Jacobsen, har 50-års jubilæum i 2025. Pga. titlen, men også sangene og coveret, fik den tilnavnet Danmarks farligste plade og med den blev der på én gang sat fokus på køn, kønsidentitet og seksuel orientering.
Bogens afsæt er Bøssepladen, men den fortæller også tiden før udgivelsen, om Bents vej ud af ”skabet” og om at turde stå ved, at han er bøsse. Den fortæller om hans drivkraft bag sangene samt det stærke ønske om at indspille og udgive pladen og bryde fordommene.
Bent Jacobsen har banet veje og stier, som LGBT+ personer i Danmark går på i dag, og hvor der, 50 år efter pladens udgivelse, nu er mere rummelighed og accept til at være den, man er, selvom der fortsat er behov for at skabe bedre vilkår, bl.a. for transseksuelle i Danmark.
Cand.mag. i musikvidenskab og dramaturgi Jesper Fredslund Andersen fra Kultur Samler har taget initiativ til bogen og skrives af journalist og forfatter Cathrine Errboe på baggrund af interview med Bent Jacobsen.
Bogen henvender sig til alle, der har interesse for LGBT+ historie i Danmark samt dansk musikhistorie og er udkommet i oktober 2025.
Fonden Ensomme Gamles Værn har i november 2025 bevilget 15.000 kr. til publicering af “Danmarks Farligste Plade” som e-bog og lydbog.