De ældre brugere af Café Perlen og de tilhørende otte satellitcafeer i Nykøbing Mors Kommune skal på heldagsudflugt hjulpet på vej af Fonden Ensomme Gamles Værn. Der skal bygges bro mellem værestederne, så nye fællesskaber kan udvikle sig og fortsætte efter udflugten, der går til Grønhøj Kro, Morten Korch Museum og Kartoffeltyskermuseum og slutter på Hjarbæk kro.
Café Perlen er et socialt værested under KFUM´s Sociale Arbejde. Her kan måltider indtages sammen med nærvær og fællesskab. Der er dagligt aktiviteter af kreativ art, spileftermiddage, bankoaftener og biograf- og teaterture. Personale og frivillige er behjælpelige med at løse hverdagens problemer, fx økonomisk og juridisk rådgivning og hjælp til at finde rundt i den digitale verden.
Projektleder Svend Erik Jørgensen og daglig leder Nina Øvig Larsen har tilrettelagt turen og deltager sammen med frivillige.