Tænk, hvis et enkelt højskoleophold kunne forvandle stilhed til latter, ensomhed til fællesskab og åbne døre, der længe har stået på klem. Det er netop dét, som Fonden Ensomme Gamles Værn i samarbejde med Vi-Senior ønsker at skabe med højskoleprojektet på Gram Højskole for ældre med etnisk minoritetsbaggrund.
Mange ældre oplever dagligdagen som en gentagelse af tavse timer og tanker. Når sproget ikke rækker, og kulturelle barrierer står i vejen, bliver hverdagen ofte isoleret – bag hjemmets fire vægge. Men det er aldrig for sent at opleve nyt, møde andre, få vækket appetitten på livet og opdage sin egen styrke igen.
På højskoleopholdet med temaet ”Aktive Seniorer” vil ældre mødes på tværs af kulturer og sprog for at få styrket deres sundhed, sociale netværk, genfinde livsmodet og opdage, at de stadig har meget at give og modtage.
Med støtte fra et hold af frivillige Trivselsagenter får deltagerne mulighed for at engagere sig i fællesskaber, hvor det enkelte menneske bliver set og hørt – på deres eget sprog og ud fra egne forudsætninger.
Projektleder Dung Le, stifter af Vi-Senior og Trivselsagenterne, har tilrettelagt opholdet, som finder sted fra 22.-28. juni 2025.