I Boliggårdens bebyggelse Vapnagaard i Helsingør bor der ca. 3800 beboere. I det tilhørende beboerhus, som er en stor gammel lade, afholdes der en gang om måneden fællesspisninger med støtte fra Fonden Ensomme Gamles Værn. Her deltager mellem 45-95 personer, hvoraf en del er ældre og enlige beboere.
Formålet med fællesspisningerne er at danne netværk, lære naboen og genboen at kende og at “gå på opdagelse” i de personer, man sidder til bords med; for kendskab kan give venskab. Erfaringen viser, at når folk lærer hinanden at kende, hjælper de hinanden i hverdagen og begynder at gøre ting sammen, og bl.a. har en del enlige deltagere efterfølgende aftalt at gå sammen til fællesspisning.
Et andet formål er at give folk med meget lave indkomster mulighed for “at komme ud og spise”, da priserne med støtte fra fonden holdes på et meget acceptabelt niveau.
Det er Vapnagaards bestyrelse, der sammen med formanden for Boliggården Anje Holmstad og de ansatte i den boligsociale helhedsplan, står for tilrettelæggelse og organisering sammen med en række frivillige hjælpere.